Weekly News

Afgørende for sundheden: Søvn, selskabelighed og bevægelse

Læge og foredragsholder Jerk W. Langer opfordrer ældre til at bekæmpe ”siddesyge”, ensomhed og dårlig søvn.

Vi lever til stadighed længere, men de ekstra år betyder som bekendt ikke, at vi helt undgår dårligt helbred i livets efterår.

Trods det, er der meget, vi selv kan gøre for at få en god alderdom, siger læge og foredragsholder Jerk W. Langer. Vi har bedt ham give en håndfuld senior-sundhedstips, der hverken kræver fitness-abonnement eller asketisk livsstil.

Det kan for nogle være svært at ændre grundlæggende på deres livsstil, når de er kommet op i årene. Hvad er dit bedste råd til dem?

– Den nemmeste og bedste måde at blive sundere på er, ved at bekæmpe det, jeg kalder siddesygen. Det gør du først og fremmest ved at bevæge dig mere i det daglige – først og fremmest ved at gå hver gang du har mulighed for det. Vi ved fra den såkaldte Østerbro-undersøgelse, at mennesker i 70-årsalderen i gennemsnit lever tre år længere, når de begynder at gå en times tid om dagen. Det er en relativt lille investering, der skal til, men med en helt fantastisk gevinst.

Hvilken betydning har søvnen for ens sundhed og energi? Og kan man sige noget om, hvor meget søvn, man bør have, når man er over 60?

– Dårlig søvn er med til at gøre os betændte i kroppen, hvilket forværrer mange sygdomme. Vægten og blodtrykket kan stige, mens immunforsvaret svækkes. Det bedste tegn på, at du sover nok, er, at du vågner af dig selv uden vækkeur,
og føler dig klar til dagen. Hvor mange timer du så har behov for pr. nat, er individuelt.

Hvad kan man gøre for at forbedre sin søvn?

– Man skal starte med at opbyg­ge nogle bedre soveritualer. Det handler bl.a. om at slukke fjernsynet om aftenen, og om at dæmpe belysningen, så kroppen indstiller sig på, at den snart skal sove. Læs i stedet noget ikke-nervepirrende, der får dig til at falde til ro. Husk, at vedvarende søvnbesvær og træthed bør undersøges af en læge.

Hvad er den største udfordring for ældres sundhed i dag?

– Et af de kæmpestore problemer er social isolation – f.eks. når partneren dør. Ensomheden og tristheden kan ødelægge livskvaliteten og forværrer mange sygdomstilstande, så smerter føles værre og gigten plager mere. Man kan også miste energien, så man ikke længere orker at købe ind og lave ordentlig mad. Hjernen kan lidt firkantet sagt gå i stå, så man ender i fysisk inaktivitet foran TV’et.

Og hvordan undgår man bedst, at det sker – hvis det var nemt ville færre jo nok ende i den situation?

– Det er rigtigt, men for sin egen skyld bør man trække sig op ved nakkehårene og gøre alt for at holde sig i gang mentalt. Man bør deltage i de mange tilbud, der findes til ældre, og i øvrigt selv være så proaktiv som muligt ved at opsøge kontakt med andre. Det hjælper ikke bare mentalt, men også fysisk. 

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler