Weekly News

Data er det nye råstof

Kundedata giver et unikt indblik i kundernes adfærd og kan bruges til at optimere detailmarkedet. Kunderne vil have oplevelser, når de shopper, og det kan data levere.

Data kan også bruges til at forudsige kundens behov og derigennem styrke loyaliteten til den enkelte forbruger.

Uanset om kunderne shopper virtuelt eller i en fysisk butik efterlader de en stribe digitale fodaftryk, der rummer en guldgrube af informationer om den enkeltes indkøbsvaner.

– Kundedata rummer et hav af informationer. Viden om kundernes adfærd og præferencer online såvel som offline kan bruges til at målrette nyhedsbreve, til at skabe loyalitet og til at få et indblik i kundernes adfærd, når de shopper. Data er blevet fundamentet for at optimere forretningen, siger Lisa Gundsø, der er politisk konsulent hos Dansk Erhverv.

Kunderne efterspørger i højere grad den personlige købsoplevelse, så i nyhedsbrevet vil man ikke mødes af et tilbud på en græsslåmaskine og fem kg græsfrø, hvis man bor i en lejlighed i en af de store danske byer.

Kunderne forventer en helt anden service, og derfor ser man flere og flere detailbutikker skabe købsuniverser, der består af fysiske butikker kombineret med nethandel. Det handler om at skabe oplevelser for kunderne.

– Blandt vores medlemmer ser vi en stigende tendens til at udnytte sociale medier som Instagram og LinkedIn til at gøre indkøb mere inspirerende, fortæller Lisa Gundsø og uddyber:

– Instagram kan eksempelvis bruges til at vise en lækker middagsret, og klikker man på billederne, ledes man over i detailledet, hvor råvarerne kan købes med et simpelt klik. Den type af markedsføring, hvor detailhandlen skaber meroplevelser, kommer vi til at se meget mere af i fremtiden.

Begrebet Insta-værdig er da også dukket op i sproget, og netop Instagram lægger op til at bruge filtre og forskønne billederne, så de rummer en lækkerhed, der lokker forbrugerne til, og det kan detailhandlen klogt udnytte.

Hos Amazon, der revolutionerer kundernes købsunivers, har de skabt Dash, hvor man med et enkelt tryk på en knap kan genbestille nyt vaskemiddel, når man alligevel står ved vaskemaskinen, og kartonen er tom. Forbrugeren behøver ikke tage stilling til indkøbet af vaskemidlet, for alle data er allerede på plads i kundekartoteket.

Er man eksempelvis ivrig motionsløber, og kundedata afslører, at man køber nye løbesko med en frekvens på seks måneder, så kan sportsbutikken sende en hilsen på forkant inden næste indkøb af sko; skrive de håber, løbetræningen går godt, og om de måske kan hjælpe med et par nye sko.

– Data kan også bruges til at forudsige kundens behov og derigennem styrke loyaliteten til den enkelte forbruger gennem målrettet markedsføring og dermed skabe mersalg, siger Lisa Gundsø og understreger:

– Det er naturligvis vigtigt, at detailhandlen – ligesom alle andre virksomheder – overholder Persondataforordningen, der trådte i kraft i maj i år og dermed passer på kundernes personfølsomme data. Vi ved, at der er endnu en e-data-beskyttelsesforordning på vej fra EU, som skal lægges oven på Persondataforordningen.

Hos Dansk Erhverv glæder man sig over, at kundernes oplysninger skal beskyttes, men her er man også opmærksom på, at detailhandlen ikke må lide under de byrder, som reglerne samtidig pålægger virksomhederne.

– Persondataforordningen er allerede et stort og byrdefuldt regelsæt for virksomhederne, og der er som sagt et nyt direktiv på vej fra EU. I Dansk Erhverv har vi fokus på, at man ikke skal skyde gråspurve med kanoner, og vi ikke får skabt så byrdefuld regulering, at detailhandlen bliver hindret i at drive forretning, siger Lisa Gundsø. 

Fakta

EU-lovgivningen om databeskyttelse giver borgere retten til selv at bestemme, hvordan ens personlige informationer bliver brugt, og hvem der må få adgang til dem. EU-love stiller derudover krav til de offentlige myndigheder og private virksomheder, der indsamler og forvalter personoplysninger. De regler fastsætter f.eks., hvor lang tid data må blive gemt, og i hvilket omfang data må blive delt med andre virksomheder eller andre institutioner.

Kilde: www.eu.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler