Weekly News

Eksternt pres afgør virksomheders valg

Skiftet til automatiseret fakturaflow og anden bogføring skyldes ofte eksternt pres – men det betyder ikke, at det er en dårlig idé at skifte.

Det er ofte pres udefra, der får mindre virksomheder til at ændre deres fakturering og øvrige administration fra at være hovedsageligt manuel til en digitaliseret løsning. Det fortæller Kirstin Rolver, der er ansvarlig for erhvervsdigitalisering i brancheforeningen IT-branchen.

– Især mindre virksomheder tøver ofte med selv at sætte gang i digitaliseringsprocessen, men bliver påvirket af ønsker fra både leverandører og kunder. Mange større virksomheder modtager efterhånden udelukkende fakturaer elektronisk via EDI, og stadigt flere offentlige og private virksomheder melder ud, at de ikke ønsker leverandører, der bruger fysiske fakturaer, siger Kirstin Rolver.

Digitalisering kræver en opmærksom systemleverandør, fortæller Kirstin Rolver.

– Leverandørerne skal vide, hvordan deres kunder fakturerer og hvilke elektroniske formater, de har behov for. Offentlige kunder har andre standarder end et supermarked, der igen har andre behov end en e-handelsvirksomhed. Man skal også overveje, om man skal vælge en cloud-løsning, en standardløsning, der tilpasses virksomheden eller en løsning man selv udvikler og driver, fortsætter Kirstin Rolver. Oftest er der bedst økonomi i at gå efter standardløsningen.

– En abonnementbaseret løsning kan mange gange være mere fleksibel end en løsning, hvor man selv ejer og vedligeholder systemet, siger Kirstin Rolver, der påpeger, at der er store fordele i at implementere en ordentlig digitalisering af administrationen.

– Et ordentligt system minimerer risikoen for fejl og fjerner det dyre og tidskrævende manuelle arbejde. Det gøre dagligdagen lettere, og kan føre til besparelser på driften, siger hun.

Tekst: Tim Panduro

Foto: Mark Thyrring

Del

Journalist

Tim Panduro

Andre artikler