Weekly News

Fire hotel­oplevelser


Inspiration til fire hoteloplevelser. Besøg f.eks. Hotel Hamburg-Wittenburg i Tyskland, Hotel Kakslauttanen i Lapland, Ruths Hotel i Skagen eller Fefor Høifjellshotell i Norge.

1. Skiløb i ly for vind og vejr

Træt af bidende kulde og lange rejser for at komme ud at stå på ski? I så fald er Hotel Hamburg-Wittenburg lidt øst for Hamburg måske noget for dig.

Her kan du uanset vejr stå på ski året rundt på de indendørs løjper.

Den største af de fem løjper er 330 meter lang og 80 meter bred. Derudover er der én for begyndere samt en blå og en rød løjpe med henholdsvis 10 og 31 procents hældning.

Og er du hverken til ski eller snowboard er det bare at kaste sig over den 60 meter lange kælkebakke, der med garanti giver store som små vind i håret og røde kinder.

Det 3-stjernede hotel ligger i alpincentret Van der Valk og tilbyder desuden klatring og quadcykling – samt selvfølgelig komfortabel indkvartering.

2. Overnat under stjernerne

På det familieejede hotel Kakslauttanen i det finske Lapland har du mulighed for at opleve nordlys og stjerneklar nattehimmel for alle pengene.

Du indkvarteres i en varm og hyggeligt indrettet glasiglo og kan så iagttage den vilde nordiske natur, som den former sig for øjnene af dig. Området, der ligger 250 kilometer nord for polarcirklen, er et af verdens bedste steder at se nordlys, og midnatssolen skinner fra sent i august til slutningen af april. Hotellet byder desuden på et væld af safariture i blandt andet rensdyrkane og snescooter. Af andre aktiviteter kan nævnes skiløb og ridning.


3. Nytårskur med vinterbadning

Ruths Hotel i Skagen åbner igen i år sæsonen med nytårskur på Toppen af Danmark. Fra hotellet forlyder det, at der er tradition for vinterbadning, men at dukkerten omkring årsskiftet dog trods alt er valgfri. Det er hyggen derimod ikke, når der indbydes til tre dages nytårskur med havet som nabo.

Stranden ligger 300 meter fra hotellet, og på denne årstid er der nærmest garanti for at blive blæst godt igennem og mærke sand og salt i øjenkrogene. Uanset om vinterbadning bliver en del af opholdet eller ej, kan man nyde både bespisning samt wellness og en velfortjent tur i enten sauna eller dampbad.


4. Rekreation på kongelig vis

Rekreativt ophold i udlandet? Så er Fefor Høifjellshotell i Norge måske noget for dig. Her i skønne Gudbrandsdalen har både konger, dronninger og statsministre fundet hvile siden hotellet blev bygget i 1891.

Der er noget næsten magisk over landskabet, der rummer det smukke Feforvand, og ikke mindst det kolossale fjeldmassiv Jotunheimen. Her er der milevis af velpræparerede langrendsspor, som alle begynder lige udenfor hotellets dør, og for de små råder man over ”verdens hyggeligste skibakke”, der både er sydvendt, solvendt og familievenlig.

I Norge er man altid draget til fjelds for at styrke sundheden, og i dag er hotellets mål da også at være et sanatorium for vor tid. 


Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler