Weekly News

Industri 4.0 er vejen frem

Virksomheder, som ikke tager industri 4.0 alvorligt, kommer til at halte på vækst- og produktivitetsparametrene.

Kun syv procent af erhvervslivets ledere har en plan for industri 4.0.

Industri 4.0 er ikke noget, man kan vælge til og fra efter behag. Enten tager man udviklingen alvorligt og implementerer de nye teknologier i sin produktion, eller også bliver man overhalet af konkurrenter, der gør. Sådan er vilkårene både internationalt og i dansk industri, mener Boe Boesen, Executive Sales in Connected Enterprise & Information Management Solutions hos Rockwell Automation.

– Medmindre man virkelig tager industri 4.0 seriøst og udnytter den situation, at vi er på vej ind i den fjerde generation af manufacturing, så er der stor risiko for, at man bliver holdt tilbage og ikke udvikler sin forretning henimod både den vækst, man forventer, men også den produktivitet, som er krævet for at være berettiget til at kunne producere på fornuftig vis, siger han og henviser til en international analyse, Rockwell Automation lavede i 2016.

– I virkeligheden ved industriens ledere godt, at det her er vejen frem. 84 procent af industriens CEO’s og CFO’s ved godt, at de skal komme efter det her og få det implementeret, for ellers kan de ikke levere den vækst, de skal, eller drive den produktivitet, de skal, tilføjer han.

Én ting er imidlertid at vide, hvad der skal til. Noget andet er at føre det ud i livet. Og her ser tallene ifølge Rockwells analyse knap så positive ud.

– Kun syv procent af erhvervslivets ledere har en plan for industri 4.0. Kun syv procent har rent faktisk udarbejdet en plan, der inkluderer medarbejdere, processer, markedsbehov, eksisterende installed base af maskinudstyr og så videre, som stringent fortæller, hvad virksomheden skal gøre for at komme ind i den generation af produktion, siger han.

Som eksempel på en dansk virksomhed, som er kommet langt med industri 4.0, nævner Boe Boesen Hamlet Protein. Virksomheden blev opkøbt af en investorgruppe, som bad om bedre rapporter om, hvad den gjorde for at forbedre produktionen, og det blev startskuddet for, at Hamlet Protein allerede for fire-fem år siden begyndte at implementere industri 4.0, forklarer han.

– De blev udsat for udfordringer, der kom fra en ny ejerkreds. Der er jo forskel på at være privatejet og være ejet af en investorgruppe. Det var det, der forcerede dem til at begynde at tænke over, hvordan de kunne øge produktiviteten. Det affødte, at de begyndte at implementere analytisk software og samle data på en anden måde, siger Boe Boesen.

Samtidig eliminerede Hamlet Protein papir. En beslutning, som kan synes lille, men som man ikke skal undervurdere værdien af, påpeger Boe Boesen.

– De fleste virksomheder producerer på den måde, at de får en ordrebestilling, som de printer ud på et stykke papir og lægger ned på fabriksgulvet med meldingen om at producere så og så mange tons materiale. Der er utrolig meget, der foregår på papir, og det er et problem. Når tingene foregår på papir er der kun én ting, der er givet, og det er fejl, siger han.

– Omvendt forholder det sig, hvis du har tilgang til data og har de rigtige analyseinstrumenter, der viser dig de ting, der er vigtige for at kunne agere hurtigt i dit produktionsmiljø. Så kan du tage alle fordelene. Og det er jo i virkeligheden det, det drejer sig om, afslutter Boe Boesen.

Fakta

På verdensmarkedet konkurrerer Rockwell Automation med bl.a. amerikanske Emerson Proces Management, der er til stede på 205 lokationer i verden og har over 111.000 medarbejdere, og japanske Mitsubishi Electric, der blev etableret i 1921 og er en vigtig del af Mitsubishi-familien.

Del

Journalist

Tobias Petersen

Andre artikler