Weekly News

Jagten på oplevelser går ind


Det er ikke størrelsen på hornene, der gør jagten interessant. Hauke Bruhn, der står bag Max Hunt, retter sigtekornet mod hele jagtoplevelsen, der ifølge ham er det ægte trofæ.

Svimlende smukke bjerglandskaber, som strækker sig op mod himlen, gæstfri nomadestammer, der krydser sporene på den historiske silkevej er blot nogle af de indtryk, som Kirgisistan, der grænser op mod Kina og Tadsjikistan, byder på. Landet kalder på den indre eventyrer, når man drager ud på højsletterne og i bjergene for at jage bytte og smukke indtryk.

– Jeg har rejst og gået på jagt mange steder i verden, og lige for tiden er Kirgisistan mit foretrukne område. Befolkningen er så imødekommende, og her 4.000 meter over havets overflade i bjerglandskaberne kan man for eksempel jage stenbuk. Og det er meget mere sikkert og gæstfrit at rejse her end i for eksempel Mongoliet og Rusland, hvor vi også har været, fortæller Hauke Bruhn.

Hauke Bruhn, der står bag Max Hunt, har rejst i hele verden og skudt alt fra fugle til moskusokser, geder, råbukke og antiloper. Udstyret er selvfølgelig vigtigt, men for Hauke Bruhn, der selv pakker den gamle Land-Rover Defender, handler det mere om at være en dygtig jæger. Det bliver man ikke af at bruge alle pengene på grej, men ved at opbygge erfaring, uanset om man jager med falke, skyder med riffel, bue eller andre våben.

– Jeg ser en del billeder på Facebook, hvor man jo nærmest ikke kan se det nedlagte dyr for udstyr, der nærmest er dækket til af store rifler, dyre kikkerter osv. Jeg synes, folk i højere grad skulle fortælle hele historien om selve oplevelsen af jagten. Det andet virker sådan lidt overhypet, fortæller Hauke Bruhn, der sidste år faktisk ikke skød mere end et enkelt dyr.

Vi kender alle historierne om rige tandlæger, der skyder den lokale favoritløve, zoologiske haver, der viser indersiden af navngivne giraffer frem, og danskere der tager til Norge og skyder albinoelge. Diskussionerne i medierne er ophedede og passionerede. Men faktisk giver den bæredygtige jagt ifølge Hauke Bruhn god mening.

– Jeg møder mennesker på gaden, som lige synes, de skal fortælle mig, at det er SÅ synd at skyde et dyr – inden de med et forarget blik forsvinder ind på McDonald’s. Jeg deler selvfølgelig ikke den holdning. Jeg synes ikke, det er synd at skyde et dyr, som har haft et godt liv og kan give min familie mad på bordet i lang tid, fortæller Hauke Bruhn og fortsætter:

– Jeg har ikke selv lyst til at betale hundredetusindvis af kroner for at tage til Afrika for at få lov at skyde en elefant. Men hvis der er tale om bæredygtig jagt, hvor man holder bestanden sund, og lader lokalbefolkningen få del i rige jagtturisters penge, så giver det da på alle måder god mening.


Hauke Bruhn fortæller om en episode i Pakistan, hvor man har vendt udviklingen af en truet ged ved simpelthen at lade jægere skyde ganske få dyr om året for svimlende summer penge.

– Dyrene var truet, og lokalbefolkningen gik ikke så meget op i det. Men da man så fortæller befolkningen, at hvis de nu kan få rigtig mange penge for at lade jagtturister skyde et par dyr om året, så blev befolkningen pludselig opmærksomme på, at der var altså mange penge i de her geder. I dag passer befolkningen vældigt godt på arten, og der krybskydes ikke længere ukontrolleret på dem, da krybskytterne får betalt for at værne om bestanden, som igen er sund og bæredygtig på grund af trofæjagten, siger Hauke Bruhn.

Netop det lidt forkvaklede syn på jagt kender Hauke Bruhn også fra sine døtres skole. Lige siden pigerne var helt små, har de været med, når dyrene blev brækket for at se, hvordan man skærer kødet op, og gør dyrene i stand.

– Jeg blev kontaktet fra min datters skole, fordi klassen på en udflugt havde set et rådyr på marken. Alle børnene synes, ”bambi” var så nuttet, men min datter udbryd: Den smager SÅ godt. Det faldt læreren for brystet, og hun syntes, min datter havde et forkvaklet forhold til dyr. Der blev jeg godt nok frustreret og tænkte, hvad det er for en mærkelig verden, vi lever i.

En af de bedste jagtoplevelser, som Hauke Bruhn husker tilbage på, var sammen med en god ven i en hytte i Tyskland. Solen tittede frem om morgenen, og de fik en lille buk på sigtekornet. Efter skuddet faldt, skar de ryggen ud, inden dødsstivheden satte ind.

– Vi tilberedte kødet over ild, og det er simpelthen noget af det bedste, jeg har spist i mit liv. Og en af de bedste jagtoplevelser jeg har haft, fordi der er så meget fortælling og kammeratskab i den, fortæller Hauke Bruhn.

Historien er et godt eksempel på, at en god jagtoplevelse ikke behøver at handle om eksotisk bytte eller store armbevægelser. Det er de små ting og ikke de store horn, som gør forskellen.

For Hauke Bruhn kom startskuddet til den nye livsstil med fuldtidsjagt på oplevelser en onsdag morgen, hvor jægeren besluttede sig for at ændre livsstil fra den ene dag til den næste.

– Jeg vågnede op og følte der stod en lastbil parkeret på brystet. Lægen kunne fortælle mig, at det var længere tids stress, der nu havde sat sig fast som angst. Jeg gik hjem, tænkte over tingene, og besluttede mig for, at det her ville jeg ikke mere. Så jeg satte min del af håndværksvirksomheden til salg. Og en uge efter var jeg klar til mit nye liv baseret på oplevelser, men uden den daglige trummerum, fortæller Hauke Bruhn, der danner par med svenske Ragnhild, som han mødte på en jagtmesse, og sammen har de en lille søn; og lysten til eventyr er bestemt ikke blevet mindre med familieforøgelsen.

I et af Hauke Bruhns næste projekter bliver landet skiftet ud med vand. Turen går op langs den danske kyst, op mod Bergen, videre mod Shetlandsøerne og op mod Færøerne og Island.

 

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler