Weekly News

Jeg bliver først gammel som 80-årig

Ordene er Lisbet Dahls, der insisterer på at leve livet efter, hvad der føles rigtigt, og ikke efter hvad andre dikterer. Og så er alderen ifølge den folkekære skuespiller ikke noget at frygte.

Nu er jeg blevet 72, men det er sgu underligt, for jeg kan ikke mærke det.

Den store broholmer Alma bjæffer lidt bryskt. ”Du skal ikke være bange, den er helt fredelig, men gør bare meget, når den møder nye mennesker her i huset,” siger Lisbet Dahl. Efter den gøende salut vender Alma igen opmærksomheden mod dagens ration af frikadeller, hvor de sidste tre hurtigt sættes til livs. Vi går ud på terrassen i det store hus i Gentofte til en snak om Cirkusrevy, arbejdsliv og fritid.

– Hov lige et øjeblik, jeg skal have min mælkesyrebakteriepille. Ved du, at den ikke bare er god for maven, men man bliver faktisk i bedre humør af den også. Det fik jeg at vide af en diætist, men de grinede bare af mig på apoteket, da jeg fortalte det, siger Lisbet Dahl, og går ind i huset for at hente pillen.

De små afbræk i interviewet føles helt naturlige. Få minutter i Lisbet Dahls selskab, og det er som om, man har kendt hende altid.

– Nu er jeg blevet 72, men det er sgu underligt, for jeg kan ikke mærke det. Jo, jeg kan se det i spejlet, men det er forbløffende, at ellers sker der ikke rigtigt noget, siger Lisbet Dahl.

– Jo jeg kan mærke lidt slidgigt i hænderne, og så er jeg blevet repareret et par gange bl.a. med to nye hofteskåle og en hjerteklap, men det er helt anderledes at blive ældre i dag end for blot en generation siden. Så til dem på 40-50, der bekymrer sig, vil jeg sige, I skal ikke være bange for det. Faktisk er det en forbløffende oplevelse.

Lisbet Dahl har bestemt også stadig fart på. Siden 1985 har hun stået i spidsen for Cirkusrevyen dog med et par års pause.

– På et tidspunkt kunne jeg mærke, at det hele blev for hårdt for mig, så jeg skulle prøve noget andet og holdt en pause, fortæller Lisbet Dahl.

Lisbet Dahl holdt en pause på seks år, men rampelyset kunne hun ikke helt slippe, og i årene blev der bl.a. prøvet kræfter med teatret, men revyen trak i den folkekære kunstner, der i 2001 vendte tilbage til Cirkusrevyen.

– Jeg er flasket op med revy. Lige siden jeg som barn stod i kulissen i Aalborg, hvor mine forældre spillede revy på den lille scene i Aalborghallen. Jeg kan lide at få folk til at le, at arbejde med den timing som en revy kræver. Måden man skal smide en replik hen ad scenen på for at få det til at fungere, forklarer Lisbet Dahl, der selv debuterede på revyscenen i 1972.

Det stærke instinkt med at følge sit hjerte og ikke lade andre bestemme, kan Lisbet Dahl huske helt tilbage fra barndomstiden i Aalborg på Ryesgadeskolen.

– Hold da op, hvor var det et mærkeligt sted. Det var den sorte skole, hvor vi syede i takt, og man skulle stå skoleret nede ved inspektøren, hvis man bare kom et minut for sent. Den slags kan jeg slet ikke finde mig i, siger Lisbet Dahl.

Mobiltelefonen ringer, og Lisbet Dahl skæver til den.

– Det er nok omkring et interview, hvor de vil have mig til at lave en lille video af mig selv. Det, synes jeg, er lidt underligt; det gider jeg faktisk ikke. Det bliver så upersonligt på samme måde, som hvis jeg bliver bedt om at svare op på spørgsmål over e-mail. Det er da uinteressant.

Lisbet Dahl fortæller om mødet med den upersonlige teknologi, da hun en aften i slutningen af 1990’erne sad i Horsens og skulle svare på spørgsmål til Ekstra Bladets Liv & Lyst brevkasse.

– Jeg gider ikke skrive på maskine, har ikke forstand på computere og har ikke lyst til at sætte mig ind i det. Det interesserer mig ikke. Men hvor var det voldsomt den aften i Horsens, først skulle jeg tænde computeren og derefter uploade mine brevkassesvar. Jeg bestilte en kop kaffe, for så lang tid tog det dengang at tænde en computer. Og så ringede jeg til redaktøren og lovede champagne, hvis jeg faktisk kunne finde ud af at gøre det rigtigt, siger Lisbet med et grin og er stadig forbløffet her mange år efter, at det lykkedes at mestre teknologien og få svarene uploadet til læserne.

Når der er små afbræk fra det travle revy-liv går tiden med at lave ingenting, være sammen med familie og venner, som ofte lige kommer forbi, og så kan der snildt gå et par uger, før de flytter ud igen.

– Når jeg arbejder, så arbejder jeg virkelig igennem. Når jeg endelig har fri, dyrker jeg dovenskaben. ­Haven gider jeg ikke gå op i, men kan da fint ligge i sofaen og zappe TV i dagevis, fortæller Lisbet Dahl.

Lisbet Dahl tager også ud og holder foredrag, og der er især et emne, som optager hende meget.

– Jeg er synsk. Både min mor og min bedstemor var synske, og jeg har arvet det fra dem. Det tog nogle år at acceptere den evne, men jeg kan fornemme ting på forhånd, siger Lisbet Dahl.

Udsagnet hænger lidt sitrende i luften, men kommer egentlig ikke som en overraskelse. Endnu en brik, som passer godt ind hos et menneske, der har så mange facetter, og for hvem livet handler om at følge intuitionen og ikke lade sig styre af, hvad andre synes er rigtigt eller forkert. 

Fakta

I 1935 realiserede en gruppe driftige herrer fra forlystelsesbranchen et nyt tiltag på Bakken – Cirkusrevyen. Det var den folkekære Osvald Helmuth, skuespilleren Oscar Holst, harmonikavirtuosen Herman Gellin og restauratøren Carl Petersson. At drive revy i et cirkustelt med master, gradin (cirkusbænkerader) og manege var skuespilleren Poul Guldagers idé.

Kilde: www.cirkusrevyen.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler