Weekly News

Kronikør: Pia Hesse

Det sværeste er at erkende, at man ser og hører dårligt.

Mange ældre får med tiden så nedsatte sanser, at de funktionelt kan regnes for døvblinde. De fleste ved ikke, at der er hjælp at hente, og første forhindring er ofte at erkende, at sansetabet på syn og hørelse faktisk er så stort, at det er et problem. Her fortæller ægteparret Steen og Susanne Løcke, hvordan de klarede forandringerne, da Susanne fik øjensygdommen Retinitis Pigmentosa.

Susanne Løcke var 50 år, da hun fik diagnosen Retinitis Pigmentosa eller RP i daglig tale. Det er en sygdom, som forringer synet gradvist og kan ende med blindhed. Som om det ikke er nok, giver sygdommen også nedsat hørelse.

– Synet har jeg altid haft problemer med. Jeg fik briller allerede da jeg var syv år, og de blev stærkere og stærkere med tiden. Men det blev først slemt for 15 år siden, hvor jeg pludselig ikke kunne finde rundt, især når det var mørkt, fortæller Susanne.

At det var synet, den var gal med, tænkte Susanne mærkeligt nok ikke på dengang. Hun blev i stedet grebet af angst og stress og gik i perioder helt ned med flaget.

– Steen kunne godt fornemme, at det gik ned ad bakke med både syn og hørelse, men når han sagde det, troede jeg bare, han var efter mig. Jeg var slet ikke klar til at se det i øjnene. Det var først, da jeg fik svært ved at passe mit job i en daginstitution for små børn, at jeg erkendte, hvor slemt det stod til.

En tur til øjenlægen bekræftede Steens mistanke. Fremtiden kunne lægen ikke sige noget om. RP kan ende med blindhed, og der er ikke noget at gøre. Det var i første omgang en lettelse for Susanne at få en diagnose, men det var også deprimerende. Steen ser alvorligt på Susanne:

– Det er pokkers svært at være den, der står ved siden af. Man kan tilbyde sin hjælp, men det har været svært for Susanne at tage imod.

I dag er Susanne leder af en netværksgruppe for døvblinde i Foreningen Danske DøvBlinde og er frivilligt på et lokalt aktivitetscenter for pensionister. Det giver mening i hverdagen.

– Her møder jeg andre i samme båd som mig og føler mig nærmest helt almindelig for en stund. Det har hjulpet mig med at tage syns- og høretabet, som det kommer. Tidligere fyldte tanken om at blive blind mig med frygt, og i perioder gjorde det mig rigtig deprimeret. I erfagruppen ser jeg andre, der klarer det. Bare det at vide, at man ikke er den eneste.

– Det påvirker nemt relationen i et ægteskab med de til tider ombyttede roller. Jeg er blevet den, der tager mig af det praktiske i husholdningen. Det plejer at være Susannes område, fortæller Sten.

Ægteparret griner. Det gør de tit. Af de skøre situationer, der opstår, når Susanne f.eks. farer vild på et dametoilet, og Steen ikke ved, om han kan gå ind og hente hende. Selvom tilværelsen er besværlig med nedsatte sanser, er der stadig al mulig grund til at opsøge glæden i tilværelsen, er de enige om. Og det gør de. 

Del

Journalist

Pia Hesse, kommunikationsansvarlig i Foreningen Danske DøvBlinde

Andre artikler