Weekly News

Nak og Æd er jagt skåret helt ind til benet

Traditioner og etikette kan være godt nok, men for Jørgen Skouboe handler det mere om at nakke og æde. Mød manden med drømmejobbet – der dog også har sine skyggesider.

Jeg er grydejæger.

Jørgen Skouboe var engang på en større konsortiejagt af den slags, hvor en jagtfiskal har til opgave at notere de deltagende jægeres eventuelle brud på jagtetiketten, og derefter udskrive bøder.

Skouboe var selv blevet tildelt en bøde for at være iført en jakke, der ikke var helt grøn nok, og for at have en hat på hovedet, på det forkerte tidspunkt. Dertil kom, at hans sidemand skød sin første sneppe, og derfor skulle gennemgå ritualet, hvor man kysser den døde fugl i enden.

– Jagtlederen førte så sneppen op til hans mund, og idet jægeren skal til at kysse den, klemmer han om fuglen. Resultatet er selvfølgelig, at han bliver smurt ind i lort i hele ansigtet, griner Jørgen Skouboe.

Han fortæller historien som et eksempel på de mange traditioner og skrevne og uskrevne regler, der mange steder går hånd i hånd med dansk jagt. Men Jørgen Skouboe synes egentlig, de er overflødige. I hvert fald for hans eget vedkommende.

– Jeg er grydejæger, så for mig har jagt altid handlet om at få noget i gryden, og så selvfølgelig om fællesskabet, dyrene og naturen. Det er det ”Nak og Æd” handler om – jagt skåret helt ind til benet, siger TV-manden, der har inviteret indenfor i sit værksted i Vejlby-Risskov ved Aarhus.

Jørgen Skouboe – eller Jørgen Jylland, som han også kaldes – har i forvejen givet masser af interviews om idéen bag ”Nak og Æd”, og om hvor kisteglad han er for sit arbejde. Når man ser ham og kokke-makkeren, Nikolai Kirk, på skærmen, ser det hele da også legende let og bekymringsfrit ud.

Men sådan er det nu ikke altid, siger Skouboe, der nu har fået så meget ild på piben, at værkstedet henligger i en velduftende hvidlig tåge.

Én af de ting, der ikke er så rare, er det pres, der ligger på jægerens skuldre, når byttet efter timers søgen er på kornet, og kameraet ruller. Jørgen Skouboe peger på en episode i Nordnamibia tilbage i 2014.

Her skulle han skyde springbuk midt i et kæmpemæssigt ørkenområde, og havde til formålet fået en lokal hjælper til at anskaffe en riffel. Det viste sig, at riflen havde været anvendt under borgerkrigen i Namibia, og at skuddene sad 25 cm for højt. Jørgen Skouboe bad selvfølgelig om at få lov til at skyde riflen ind, men det kunne ikke rigtig lade sig gøre.

– Hjælperen havde bare kunnet skaffe en håndfuld patroner, så efter de første prøveskud, var der kun tre tilbage. Og eftersom vi stod ude midt i ørkenen, måtte jeg bruge riflen, som den var.

Derefter gik pürchen på bukken i gang, og et par timer senere var dyret på skudhold. Men på trods af Jørgen Skoubos rolige gemyt var det langt fra nogen afslappet jæger, der krummede fingeren om aftrækkeren.

– Generelt lider jeg ikke af bukkefeber, men lige i den situation, hvor jeg skulle holde 25 cm under, og kameraet kørte, fik jeg den ondeste bukkefeber, man kan forestille sig. Jeg tror aldrig, jeg har rystet så meget, og jeg stod rigtig længe med riflen på skydestokken. Det siger sig selv, at jeg var utrolig lettet, da bukken kort tid efter lå stendød på jorden. Men det var ikke nogen rar oplevelse.

En anden af de mere ubehagelige situationer, som alle jægere frygter, fandt sted i Skotland.

Gennem tre timer havde hele holdet inklusive kok og en professionel, lokal jæger kravlet rundt på en bjergside for at komme på skudhold af en højlandshjort.

Da det endelig lykkedes, var sigtbarheden dårlig, og Jørgen Skouboes skydestilling var ikke optimal. Alligevel skød han, men til sin egen store fortrydelse. Resultatet var nemlig, at hjorten blev anskudt, og forsvandt ind i tågen. Det gav stof til eftertanke og selvransagelse.

– Jeg havde det utroligt skidt med det, og spekulerede på, hvad der egentlig var sket. Var jeg blevet for modig, eller kunne jeg ikke stå imod det pres, der lå i hele situationen med kamerafolk og en professionel jæger i nakken? Jeg tror aldrig, jeg fandt frem til svaret – udover at det i sidste ende var mit ansvar – og mit ansvar alene. Heldigvis lykkedes det os efter et par timer at finde dyret og få det aflivet med et nakkeskud.

Jørgen Skouboe indrømmer blankt, at han har begået fejl, men understreger, at han forsøger at lære af dem. Han ser eftertænksom ud der midt i sin røgsky. Og så kommer det.

– Én ting er de sociale konventioner, højtideligheden og den etikette, der nogle steder hører sammen med jagt i Danmark. Det kan man synes om eller lade være, og man kan skrælle det bort, hvis man vil. Men den høje jagtmoral og hensynet til dyrene, som danske jægere er internationalt respekterede for, det skal vi gøre alt for at holde fast i. Uden den går det ikke.

64-årige Jørgen Skouboes TV-karriere startede hos Poul Thomsen i Dus med dyrene. Siden da har han bl.a. været idémand til To fag frem og Frilandshaven. Omkring 225.000 seere følger med, når Nak og Æd ruller over skærmen, og yderligere 100.000 ser udsendelserne på dr.dk/tv. Det er indtil videre blevet til 64 udsendelser fordelt på syv sæsoner – og flere er på vej. 

Fakta

64-årige Jørgen Skouboes TV-karriere startede hos Poul Thomsen i Dus med dyrene. Siden da har han bl.a. været idémand til To fag frem og Frilandshaven. Omkring 225.000 seere følger med, når Nak og Æd ruller over skærmen, og yderligere 100.000 ser udsendelserne på dr.dk/tv. Det er indtil videre blevet til 64 udsendelser fordelt på syv sæsoner – og flere er på vej.

Del

Journalist

Frank Ulstrup

Andre artikler