Weekly News

Optimer den digitale strategi

De danske webbutikker er gået i stå på den digitale front. IT-Branchen kommer med fem bud på, hvordan virksomhederne kan optimere deres digitale strategi.

Tal fra Danmarks Statistiks IT-anvendelse i virksomheder fra 2017 viser, at 51 procent af de danske butikker har webshops, men det er kun 18 procent, der tilpasser indholdet til den enkelte forbruger.

– Det er som om, de danske butikker er gået i stå på den digitale strategi, især når det kommer til at få varer ud over de danske grænser. Der er ikke sket meget i udviklingen siden 2013 på den front, og det er skidt, når udenlandske butikker i den grad opgraderer på den digitale front. Dog er 75 procent af de danske butikker repræsenteret på de sociale medier, og 71 procent er på flere medier, siger Birgitte Hass, der er adm. direktør hos IT-Branchen, som er en af Danmarks største brancheorganisationer for IT- og televirksomheder.

Hos IT-Branchen har de opstillet fem gode råd, så butikkerne bliver klædt godt på til at skærpe den digitale indsats.

– Først og fremmest skal butikkerne have klare mål for deres digitale strategi. Ønsker de at øge salget med 25 procent? Vil de have 500 flere e-mail-subskribere, eller handler det om at få 100 flere likes på de sociale medier? forklarer Birgitte Hass.

Når målet er på plads, skal virksomhederne kende kunderne og få styr på de kvantitative og geografiske fakta. Her kan Google Analytics give en idé om, hvor kunderne kommer fra, deres alder, køn osv.

– De kvantitative data er vigtige, men glem ikke de kvalitative informationer, som handler om kundernes interesser. Find ud af, hvad der interesserer dem. Hvad klikker de på? Og hvem følger de på de sociale medier? spørger Birgitte Hass.

Tredje gode råd fra IT-Branchen handler om at vælge og kende kanalerne. Omnichannel er godt for mange virksomheder, men hav alligevel et kritisk blik og overvej, om I skal være på alle digitale kanaler.

– Mindre butikker får ofte mere ud af at vælge to til tre kanaler og så fokusere på, hvad der fungerer godt i de universer. På Instagram virker billeder eksempelvis stærkere end videoer, forklarer Birgitte Hass.

Derudover er det helt centralt at tænke rapportering og analyse ind som en disciplin lige fra begyndelsen.

– Rapportering og analyse skal dække alle kanaler og nemt kunne sammenlignes, så butikkerne dels kan se, hvad der virker – dels beholde et samlet overblik uden at skulle analysere et større antal forskellige rapporter, fortæller Birgitte Hass.

Fjerde gode råd går ud på at lave en kalender. Det handler om at strukturere og have en plan for, hvornår forskelligt indhold skal deles og på hvilke kanaler.

– Vi anbefaler, at butikkerne skriver ned, hvad de forventer at få ud af de forskellige tiltag. Så det er en god idé at skrive ned, hvor mange likes, shares, klik eller salg, der er målet, forklarer Birgitte Hass.

Femte og sidste gode råd fra IT-Branchen er at måle og tilpasse indholdet.

– Lav en liste over indholdet på dit eget site og på de sociale medier (owned media), hvor du har en profil f.eks. Facebook eller Instagram. Hvad har givet flest likes, shares eller klik? Se på, hvor trafikken kommer fra. Er der bestemte følgere eller grupper, der skaber mere trafik for dig end andre? siger Birgitte Hass.

Uanset om butikkerne bruger Google AdWords, Facebook-kampagner (paid media) eller lignende, er det vigtigt, at de husker at undersøge, hvilke kampagner der virkede bedst, og hvilke der virkede dårligst.

Fakta

De seneste ti år er andelen, der har handlet på nettet i løbet af en etårig periode, vokset fra 59 procent til 80 procent. Det viser en analyse, som Dansk Erhverv har udarbejdet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Kilde: www.business.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler