Weekly News

På vej med ny teknologi

Når ny teknologi skal gøres klar til markedet er verificering af egenskaber og effektivitet afgørende. Den store interesse for ny teknologi samt et attraktivt vidensmiljø har gjort Danmark til et eminent sted at foretage tests og produktudvikling.

Danmark er et fantastisk sted at foretage tests.

Verificering af egenskaber i nye produkter og ny teknologi bør tage udgangspunkt i både erhvervsmæssige forudsætninger og forskningsbaseret viden. Det er filosofien hos Teknologisk Institut – fra forskning til forretning. I disse år foretages en lang række forsøg med både nye maskiner og ny teknologi til markdrift. Direktør for Teknologisk Instituts Agrotech-afdeling, Mikael Poulsen, fortæller om tilgangen:

– Vi er både inde og koordinere forsøg med nye produkter, men hjælper også vores kunder med udviklingen af nye produkter. En producent, der kommer med et nyt produkt med nye eller bedre egenskaber, kan få dokumentation for disse egenskaber med uafhængige målinger – f.eks. når det gælder ny miljøteknologi. Det er en hjælp til at komme på markedet, fortæller han.

Teknologisk Institut udgør et vidensmiljø, hvor teknologier fra flere brancher og industrisektorer samles. Netop inden for de seneste år er der sket en udveksling af typiske industrielle teknologier til landbrugssektoren. Særligt når det gælder digitalisering, som projektet Future Cropping bl.a. handler om.

– På markerne har vi forsøg med robotteknologi, droner, billedbehandling, intelligent styring og brug af GPS og satellitbilleder, som har stort potentiale til at optimere markdriften endnu mere end den er i dag. Det handler om at finde måder at finde bedste høsttidspunkter og mere præcis gødskning og plantebeskyttelse. Det er nye værktøjer som er på vej, og vi er slet ikke i mål endnu. Det er det, mange af de initiativer, vi har sat i gang, handler om, siger Mikael Poulsen om fremtidens teknologier.

Kemigiganten BASF er en af de samarbejdspartnere som har inddraget Teknologisk Institut i deres produktudvikling.

– De arbejder ikke kun med én teknologi, men i bredden, og så råder de over det rigtige specialudstyr. De tests vi foretager, skal jo leve op til standarden i det højteknologiske landbrug, fortæller AgSolution Manager BASF Agro Anders Fjendbo om samarbejdet med Teknologisk Institut.

Lige nu arbejder BASF med to projekter omkring miljø, gødning og sikkerhed. De tester Vizura, som kan bidrage til at fastholde næringsstoffer fra gylle i planters rodzone, og desuden bidrager til at forhindre udvaskning. Derudover testes prototyperne til et helt nyt påfyldningssystem, EziConnect.

– Danmark er et fantastisk sted at foretage tests. Her er et eminent datagrundlag, som er opbygget gennem mange år, samtidig med, at her er et afprøvet system og masser af dokumentation fra marker og landbrug, siger Anders Fjendbo og understreger at også interessen for optimeringsløsninger hos landmændene driver udviklingen. 

Fakta

Del

Journalist

Frank Motzkus

Andre artikler