Weekly News

Sådan skaber du en sikker platform for din webshop

Ifølge kommunikationschef Henrik Theil fra FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel) er der mange overvejelser at gøre, når du vil starte en webshop, som skal fungere optimalt og være en sikker løsning. Overvejelser omkring software og hosting er blandt nogle af de vigtigste overvejelser.

Når du vil starte din egen webshop, er det vigtigt, at du vælger den rigtige software-løsning fra starten, så din løsning passer med din forretningsmodel. Du kan vælge at få udviklet din egen ”håndkodede” løsning, ud fra hvad det er, du vil med din webshop. Men individuelle løsninger kræver tilsvarende individuelle dyre og ofte langsommelige løsninger, når du efterfølgende skal foretage tilpasninger. Derfor vurderer Henrik Theil, at der kan være mange fordele ved at vælge en allerede udviklet løsning, og der er utallige shopløsninger at vælge imellem. Fordelene er bl.a. standard brugergrænseflader til andre IT-programmer, tilføjelsesprogrammer, der løser konkrete udfordringer osv.

Henrik nævner også, at det er en god idé, at webshoppen bliver hosted af en udbyder, der allerede har styr på den sikkerhed, det kræver at drive webshop. Ofte har virksomheder, der tilbyder hosting, allerede shopløsninger, der er gennemprøvet og kan bruges til de fleste webshops.

Henrik Theil fra FDIH lader også forstå, at han har oplevet webshops, som har fortrudt, at de selv har fået udviklet platformen til deres webshop. Derfor vælger de efterfølgende at gå over til et allerede udviklet software, da de mange opdateringer, ændringer osv., overskygger fordelene ved at have sin egen platform.

– De allerede udviklede software-løsninger til webshops har grænseflader til betalingsmoduler, lagersystemer og anden software, som er gennemprøvet bl.a. på sikkerhed og brugervenlighed. Det gør livet nemmere for webshopejeren, udtaler Henrik Theil. Foreningen for Dansk Internethandel kan hjælpe dig med vejledning og støtte, når du vil starte webshop.

Del

Journalist

Lisbeth Ziegler

Andre artikler