Weekly News

Ekspertpanel om sikker handel

Tre eksperter om sikker e-handel og hvordan man kan undgå svindel.

1. Hvordan opnår danske virksomheder en sikker handel indbyrdes?

2. Hvordan kan forbrugeren føle sig sikker ved e-handel?

3. Hvad gøres der for at sikre e-handel og undgå svindel?

4. Hvordan er handelssikkerheden nu kontra for tre-fem år siden?



Martin Røjleskov, Produktchef, MobilePay Online

1. Når professionelle handler indbyrdes på nettet, vil der ofte være en indledende identificering af kunden f.eks. via en brugerprofil. Når kunden opretter sig, svares der på unikke spørgsmål, som kan verificeres eventuelt suppleret med brug af NemID. Kunden vil omvendt kunne se et ikon med en låst hængelås i browseren. Her kan kunden kontrollere, om certifikatet bag hængelåsen tilhører den pågældende webshop. Det er fornuftigt at foretage en simpel Google-søgning på leverandørens navn eller bruge ratings fra Trustpilot eller Google til at se andre brugeres oplevelser hos leverandøren.

2. Private forbrugere bør altid betale med kort eller MobilePay Online. Dermed har man en lovgivningsmæssigt sikret forbrugerbeskyttelse og kan gøre indsigelse.

3. Det tekniske set-up ved håndtering af betalinger er typisk sikret via internationale standarder, som omfatter krav om kryptering og sikker opbevaring af sensitive data. Virksomhederne kan dog sikre identifikationen af forbrugeren. Betales der med kort, vil virksomheden kunne tilslutte sig 3D Secure, som er et ekstra sikkerhedslag ved kortbetaling. Med en unik kode-SMS sendt til kunden sikrer man, at kortet er i rette hænder.

4. Generelt giver digitale betalinger og services som 3D Secure nye muligheder for, at virksomheder og forbrugere kan mødes mere sikkert end for bare få år siden. Det er så op til den enkelte virksomhed at definere et sikkerhedsniveau for deres webshop.

Foto: PR-foto



Timm Jeppesen, Direktør, Risika

1. Når man vurderer om en handel er sikker, må man overveje flere elementer. Der kan f.eks. være en imagerisiko, compliance risiko og/eller finansiel risiko. Sidstnævnte udgør den største risiko for langt de fleste virksomheder. Specielt kreditrisikoen ved f.eks. at give kunden 30-45 betalingsdage bliver ofte undervurderet. Inden man giver kredit, anbefaler vi et grundigt økonomi- og ejertjek af virksomheden. Informationerne kan findes på CVR.dk og Proff.dk.

2. Den danske forbruger står stærkt i e-handel i dag. Man kan lynhurtigt få et overblik over et firmas sikkerhed og dets serviceniveau ved at se efter e-mærket, Trustpilot, Pricerunner, Facebook osv.

3. Det helt store tiltag er brug af data. Det er nemmere end aldrig før at lave verificering gennem flere datapunkter. Man kan benytte sofistikerede algoritmer til at genkende mønstre, så svindlere får det sværere. Man er desuden blevet bevidst om, at sikkerhed kan være en konkurrenceparameter – god infrastruktur giver højere konvertering.

4. Handelssikkerheden er forbedret væsentligt de seneste år, men det meste sker bag kulisserne. Vi ser dog klare positive trends i e-handel generelt. Det er bl.a. udtryk for, at flere slutforbrugere stoler på systemerne. Der har også været et øget fokus på både cyber security og fraud. Ofte sker svindel, fordi forbrugere ikke er ordentligt informeret om de risici, der lurer. På virksomhedssiden mener vi, der har manglet innovation og nytænkning inden for finansiel risikostyring, og derfor arbejder vi specifikt med dette.

Foto: PR-foto



Lars Arent, Leder af Forbruger Europa

1. Ingen kommentarer.

2. Langt de fleste transaktioner mellem forbrugere og shops på nettet er problemfrie. E-handel er i EU dækket ind af ens forbrugerbeskyttelsesregler. Der er f.eks. strenge krav til, hvilke oplysninger, sælger skal give, før en aftale er gyldig. Sikkerheden omkring brug af betalingskort er også med til at sikre, at forbrugeren kan føle sig tryg på nettet.

3. Der er hele tiden nye initiativer både på EU-niveau og fra den danske regering. Jeg kan f.eks. nævne regeringens nye forbrugerpolitiske udspil fra maj i år med bl.a. initiativer om øget gennemsigtighed på online platforme, bedre produktsikkerhed ved e-handel samt sikker nethandel også uden for EU.
Nye regler er også på vej fra EU om et styrket samarbejde mellem forbrugermyndighederne i EU i sager om grænseoverskridende overtrædelser. Endeligt gør organisationer som DK Hostmaster og e-mærket et stort arbejde for at afsløre svindelhjemmesider.

4. En problematik i disse år er, at en del af forbrugernes handel flytter væk fra EU-etablerede virksomheder over til virksomheder baseret i USA eller Asien. Det gør det vanskeligt at sikre overholdelsen af EU’s forbrugerrettigheder og forfølge de kriminelle virksomheder.

Vi ser også mere til online platforme, som fungerer som mellemmænd samt en øget deløkonomi, hvor vi som privatpersoner handler indbyrdes. Her kan opstå usikkerhed omkring, hvem der har retten på sin side, og forbrugerbeskyttelsesreglerne gælder ikke i nogle tilfælde, da det er private, der handler indbyrdes.

Foto: PR-foto 

Del

Journalist

Louise Laustsen

Andre artikler