Weekly News

Tæt kamp om de rette kandidater

Life science-virksomheder må trække på headhuntere, når stilling­er skal besættes. En nødvendig og fornuftig udvikling, mener brancheformand.

Den rette leder er afgørende for virksomhedens succes.

Mange stillinger til få kandidater. Det er sagen i en nøddeskal, når et af life science-branchens mest presserende problemer skal beskrives helt simpelt. Branchen er i stærk vækst, og det stiller store krav til kvalificeret arbejdskraft, både når der skal ansættes ledere, forskere og andre specialister.

– Life science er præget af meget stor faglig og regulativ udvikling globalt, og det giver udfordringer i forhold til at skaffe kvalificeret arbejdskraft. De udfordringer bliver forstærket af lange uddannelses­tider og begrænset optag på nogle af uddannelserne, siger Jørn Andersen, der er formand for talerøret for executive search- og headhunterbranchen i Danmark, Search Danmark, og CEO i search-virksomheden Unique Human Capital.

– De mange mindre eller nystartede virksomheder i branchen har især svært ved at gøre sig synlige eller kendte over for kandidaterne, og de har ofte hverken ressourcer eller kompetencer til at afsøge og tiltrække de specialister og ledere, de skal bruge, siger Jørn Andersen.

Han oplever, at danske virksomheder generelt er gode til at trække på brancheforeningens medlemmer, når de skal hyre ny arbejdskraft til lederstillinger eller specialiststillinger.

– Det er nødvendigt for dem. De mindre og nystartede har et naturligt behov for assistance, men også de store kendte virksomheder, der ofte selv har en bemandet intern rekrutteringsfunktion, har behov for at trække på ekstern hjælp, f.eks. når de skal håndtere en stor og hastig efterspørgsel ud over de løbende behov. Hvis man kører store forskningsprojekter i gang og f.eks. skal hente 60 mand ind, er det ikke noget, der kan løftes internt. Det samme gælder for rekruttering af direktører og ledere, der ofte kræver search-kompetencer ud over dem virksomheden selv har, siger brancheformanden.

– Den rette leder er afgørende for virksomhedens succes, både overordnet, og når der skal rekrutteres specialister. Specialisterne er ofte meget bevidste om, hvorvidt deres kommende leder er faglig dygtig, god til at skabe trivsel og velfungerende teams og evner at give både ansvar og støtte. De rette ledere sikrer derfor, at man kan tiltrække og fastholde de bedste medarbejdere, og det gavner i sidste ende virksomhedens bundlinje, siger Jørn Andersen, der mener, at danske life science-virksomheder generelt har en fordel, når der skal tiltrækkes udenlandske specialister, da de ofte kan bruge forskerordningen, hvor kandidater fra udlandet betaler en lavere skat i op til fem år.

– Generelt har danske arbejdspladser et godt ry for høj faglighed og gode sociale forhold, og det trækker bestemt også i den rigtige retning, siger Jørn Andersen. 

Fakta

Search Danmark er talerør for executive search- og headhunterbranchen og foreningen blev stiftet i februar 2018. Formålet er at gøre branchen mere gennemskuelig. Foreningen vil bl.a. skabe etiske retningslinjer og udvikle en autorisationsordning.

Del

Journalist

Tim Panduro

Andre artikler