Weekly News

Teambuilding med et twist, et klonk og et dunk – Stomp Along laver workshops med rytmer, der ryster teamet sammen

Rytme, bevægelse og godt humør er nøgleordene i teambuilding-virksomheden Stomp Along. Hverdagens remedier bliver til rytmeinstrumenter i en ramme, der skaber sammenhold og succesoplevelser. 


Bang, bang, klonk, klir. Nogenlunde sådan lyder det, når Stomp Along har et hold i gang. Stomp er at skabe rytme og musik med hverdagsredskaber som koste, tønder, plasticposer og hvad der ellers kan give en lyd og har en klang. Virksomheden Stomp Along har specialiseret sig i at bruge formatet til sjov og meningsfyldt teambuilding. 

Det kan udefra lyde som en støjende affære, men der ligger mere bag konceptet end pjat og leg. Stomp er nemlig den ideelle ramme for teambuilding, hvis man spørger Per ”Cussion” Rasmussen, der ejer virksomheden Stomp Along. 

– Det handler om at skabe et fællesskab båret af en musikalsk oplevelse. Stomp er den perfekte ramme til at skabe en forståelse af, at alle er vigtige for helheden, fortæller han. 

Plads til alle personligheder

Stomp Along er en sjov aktivitet, der er velegnet som afslutning på f.eks. en lang dag med strategiudvikling. Medarbejderne får lov til at slå sig løs, og går derfra med fornyet energi og højt humør. Og samtidig styrker det teamkulturen, og skaber holdånd og fællesskabsfølelse. Det sker gennem Stomps unikke evne til at give plads til alle personlighedstyper. 

– Der findes forskellige personlighedstyper: Nogle springer straks på de store buldrende vandtønder, mens andre er mere forsigtige, og vælger at spille på plasticposerne, som de kan gemme sig lidt bag. Kostene er for de lidt mere raffinerede typer. Men det behøver ikke at afspejle hverdagen på kontoret. Det kan godt være den lidt stille og tilbageholdende, der pludselig giver den fuld gas på de store tønder, fortæller Per Rasmussen.

I Stomp kan alle temperamenter få plads til at komme til udtryk, både dem med store armbevægelser og dem med små. Men når kursuslederen sætter rytme og struktur på, så kan det høres, at alle har en vigtig rolle at spille for helheden. Og det er den følelse deltagerne går derfra med. 

Et rytmisk go’daw 

Stomp er for alle, og det kræver ingen forudgående kompetencer at få en sjov, og lærerig dag. En stomp-session starter med små nemme øvelser, som f.eks. at komme rundt på gulvet og sige ”go’daw” med rytme på, og gradvist introduceres flere øvelser. Trin for trin bliver kursisterne ført ind i et trygt rum, hvor fejl er velkomne. Det er teorien om FLOW, der ligger bag, og som skaber muligheden for at give sig hen til øjeblikket i fællesskab.

– Alle andre steder handler det om at undgå at lave fejl, men i stomp er fejl ikke så tossede endda. Et skævt slag kan skabe et nyt udtryk, som andre i gruppen tager op og bygger videre på, og pludselig er der opstået noget nyt. Det illustrerer, at fejl også kan lede nye og spændende steder hen, og om ikke andet så kan man grine af dem, fortæller Per Rasmussen. 

Altid en løsning tilpasset kunden

Per Rasmussen har ejet og drevet virksomheden siden 2002. Han har gennemført mere end 1.000 arrangementer, og samarbejder med konferencecentre og andre udbydere, der har brug for virksomhedens ekspertise. Kunderne tæller både banker og kulturinstitutioner, så der er stor variation i, hvem der vælger en dag med kantslag på regnvandstønder og stomp show, hvor alle kan være med. Arrangøren tager altid en samtale med kunden inden en kursusdag, for at finde den perfekte løsning til det konkrete team.

Per har også underholdningsgruppen Habengoods, der optræder med Stomp, og har deltaget i TV-programmet ”Danmark har talent”. Men selvom stomp både fylder hverdag og fritid, så er magien ved stomp stadig intakt: 

– Vi skaber øjeblikke af ufattelig skønhed, fortæller Per Rasmussen. 

Læs mere om Stomp Along på www.stompalong.dk


Del

Journalist

EMP

Andre artikler