Weekly News

Udlandet truer dansk nethandel

FDIH – Foreningen for Dansk Internet Handel gør op med myten om, at kunderne går i butikken for at få vejledning og går hjem og køber på nettet. Truslen mod dansk nethandel kommer fra udlandet.

De butikker, som får det svært, er dem, der slet ikke orienterer sig mod nethandel.

Det er faktisk kun to-tre procent af transaktionerne, hvor kunderne først har været nede i den fysiske butik for at udfritte servicemedarbejderen om produktet for derefter at vende hjem og købe det online.

– Vores undersøgelser gør op med myten; for 60 procent orienterer sig faktisk på nettet først. Det kan eksempelvis være information om en vaskemaskine, som så bliver købt i en fysisk butik hos den lokale hvidevarehandel, forklarer Henrik Theil, der er chef for Kommunikation & Public Affairs hos FDHI.

Ser man på danskernes foretrukne liste over netbutikker støtter tallene FDIH’s billede af, at truslen kommer fra udlandet. Tyske Zalando topper listen efterfulgt af Ebay, Coop og Amazon, hvor det kun er Coop, der kaster røde og hvide farver over toppen af nethandlen.

Netop Amazon har sendt chokbølger gennem den danske nethandel med deres platformbaserede forretning, som forventes at komme med en dansk tilpasset version inden længe.

Amazon har taget teten inden for udviklingen, og tilbyder loyalitetsprogrammer til kunderne, hvor man for et mindre gebyr eksempelvis kan opnå fri fragt og en stribe andre fordele. Nyeste amerikanske tiltag fra Amazon er, at de er gået ind på apotekermarkedet, hvor det forventes, at de præcis som i deres opkøb af en amerikansk supermarkedskæde, sænker priserne markant.

– Amazons styrke er, at de er sindssygt store og nytænkende. Faktisk er Amazon verdens tredjestørste logistikfirma, som konkurrerer med eksempelvis Mærsk, forklarer Henrik Theil.

På hjemmefronten ser vi Salling Group, der går i Amazons fodspor, da de købte Wupti og gjorde den til en markedsplads, hvor mange små aktører kan sælge deres produkter.

– De butikker, som får det svært, er dem, der slet ikke orienterer sig mod nethandel. Det kan godt være, vi alle drømmer om, at købmanden har en kitfarvet kittel på, men den vision døde allerede i 1953, da det første supermarked slog dørene op. Købmanden møder man i dag kun på Frilandsmuseet, siger Henrik Theil med et smil og uddyber:

– Der er lidt uenighed om, hvor meget handel i detailbutikkerne der i dag foregår på nettet. Tallene svinger mellem ti og 33 procent alt efter, hvordan de opgøres, men uanset hvad, så er der ingen tvivl om, at detailhandlen på nettet vokser markant.

I netbutikkerne er chatbots begyndt at dukke op, så den kundeservice, vi er vant til i den fysiske butik, flytter med over på nettet. Chatbots gør det muligt at tale med kundeservices forlængede, elektroniske arm eller chatte med en elektronisk medarbejder.

– Det er et område i rivende udvikling. Der sker meget, men vi mangler endnu at se den helt perfekte chatbot, der kan hjælpe kunden igennem alle scenarier, fortæller Henrik Theil.

Fakta

I Danmark begyndte nethandlen den 10. april 1999, fordi det var her, at man kunne bruge Dankortet til at betale online for første gang. Sidste år brugte danskerne 115 mia. kr. på e-handel, heraf 40 mia. kr. på udenlandske hjemmesider.

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler