Weekly News

Vacciner som forebyggelse

Forebyggelse er en af de ting, stort set alle aktører i sundhedsverdenen er optaget af. Det gælder både borgere, som slipper for at blive syge, og politikere, som slipper for at betale for behandlingen af de syge. Forebyggelse er noget af det allersværeste, man kan give sig i kast med, skulle man tro, men på nogle områder er forebyggelse faktisk nemt, nemlig på de områder, hvor vi kan vaccinere. Vi forebygger allerede, men vi kan forebygge endnu mere, da der findes flere vacciner, som ikke er en del af vaccinationsprogrammet.

Vacciner bør tænkes langt mere ind som en del af forebyggelsesarbejdet i Danmark. Det vil være en gevinst både for folkesundheden, men også set fra et økonomisk perspektiv. Der er store summer at hente, ikke alene på samfundsøkonomien, men også for de borgere, som ikke skal bruge tid og kræfter på at være syge og de forældre, som skal have en fungerende hverdag med syge børn.

Vacciner har en klar og forebyggende effekt. I oktober viste tal fra Statens Serum Institut, at der er sket et væsentligt fald i alvorlige infektioner, som f.eks. meningitis og blodforgiftning, siden man indførte vaccination imod pneumokok i børnevaccinationsprogrammet. Dette betyder, at antallet af nye tilfælde er faldet med ca. 70 procent for børn under to år – og 25 procent i hele befolkningen. Det er virkningsfuld forebyggelse, må man sige. Faldet ses både blandt vaccinerede og ikke-vaccinerede aldersgrupper. Det kan altså tyde på, at når en større andel af danskerne vaccineres, beskytter de også de andre personer, som ikke vaccineres.

Problemet er bare, at hverken borgerne eller beslutningstagerne – kommunale, regionale og nationale – er opmærksomme på, hvilke muligheder der er for at forebygge ved hjælp af vacciner. Mange ved ikke, at der er sikre og effektive vacciner imod f.eks. influenza, lungebetændelse og meningitis.

Der er ikke nødvendigvis brug for, at Sundhedsstyrelsen tilbyder flere vacciner gennem vaccinationsprogrammerne. Der er heller ikke brug for, at staten betaler for vacciner til borgerne. Der er dog efter Lifs mening brug for, at Sundhedsstyrelsen får informeret bredt om, hvilke muligheder, der er for vacciner – også selvom de skal betales af borgeren selv. Dette vil give borgerne mulighed for at træffe deres egne valg og selv bidrage til forebyggelse af en masse sygdomme. Ikke kun for dem selv, men også for andre ikke-vaccinerede medborgere. Se dét er da forebyggelse, der vil noget.

Del

Journalist

Ida Sofie Jensen, koncernchef, Lægemiddelindustriforeningen

Andre artikler