Weekly News

Verdenen betjenes med et klik

Fleksibilitet og gennemskuelighed er afgørende for, om lagerføring og forsendelse lever op til kundernes krav og forventning.

Når store ordrer ruller ind i reservedels- og tilbehørsbranchen til biler, så er det med at holde tungen lige i munden for virksomhederne, der leverer varerne lynhurtigt i alle verdenshjørner.

Det gælder for JP Group fra Viborg, hvor 98 procent af salget går uden for landets grænser, og hvor man i år forventer over én mio. salgslinjer. Lageret i Viborg rummer over 30.000 varenumre fordelt på over 45.000 m2, som for nylig er blevet udvidet med yderligere 5.000. Derudover suppleres med lagre i Tyskland og Kina.

Virksomheden er specialister i reservedele og tilbehør til europæiske og asiatiske biler samt klassiske biler af mærkerne VAG, Porsche og Mercedes. Det er en lagerhåndtering, som logistikchef Morten Mikkelsen-Rieck har ansvar for, og han har for længst lært at holde tungen lige i munden:

– I dag har vi et setup, hvor tyske kunder kan bestille varer i Viborg til kl. 14 og have dem fremme hvor som helst i Tyskland inden kl. 10 næste dag. Fra vores lager i Dortmund er det muligt at bestille indtil kl. 17 og være fremme med varen inden kl. 08 næste morgen overalt, forklarer Morten Mikkelsen-Rieck.

De indløbne ordrer kan ligge på over 2.000 salgslinjer til de store eksportmarkeder i Rusland og USA. Andre gange er det ganske små ordrer som et par enkelte linjer med pakke til Tyskand.

Morten Mikkelsen-Rieck mener, at udviklingen i disse år går én bestemt vej, og den udvikling vil fortsætter i årene fremover:

– Grossisterne og f.eks. de store internetbutikker i Tyskland lægger straks ordren hos os, når de får en ordre fra deres kunder. De er ikke interesserede i at føre et stort lager. Udviklingen er, at kunderne ikke selv vil have lager, men stadig ønsker at levere hurtigt til egne kunder. Så vores kunder vil have hurtigere og mindre leveringer, leveret med større frekvens og til samme pris. Og det er en tendens som fortsætter, siger Morten Mikkelsen-Rieck.

Det er en tendens, som LM Lagerhotel i Møldrup kan nikke genkendende til. Virksomheden servicerer andre virksomheder, der har utilstrækkelig eller ingen lagerkapacitet, og som derfor lejer lagerplads ved Lars Monbergs lagerhotel:

– Vi har helt klart oplevet den tendens i markedet de senere år, at vores kunder ønsker meget hurtigere leveringer af selv mindre ordrer. Det gælder f.eks. inden for træ-engros, hvor vinduesfabrikker får leveret deres råvarer lige på klokkeslettet i mindre mængder direkte fra svenske eller finske savværk, siger Lars Monberg.

Også rådgivningsvirksomheden HerbertNathan & Co. nikker med:

– Stigende kundekrav driver en udvikling mod at lade professionelle logistik- og transportoperatører overtage mere, uanset om det er bilreservedele, hårde hvidevarer eller medicin, siger chefkonsulent Henrik Lehmann.

Ofte er virksomhedernes ønsker om mere fokus på kerneforretningen med til at drive udviklingen, hvor flere af de mere operationelle processer outsources til nogen, der kan gøre det bedre og billigere. Til gengæld øger det kravene til integration mellem de involverede parter i forsyningskæden. Og her er IT den helt afgørende lim, der får det hele til at hænge sammen, forklarer Henrik Lehmann fra HerbertNathan & Co.:

– I dag kræver en effektiv logistik meget præcise processer og en understøttende IT-teknologi, som er fleksibel i forhold til at kunne håndtere mange forskellige scenarier.

Del

Journalist

Jørn Sørensen

Andre artikler