European Media Partner

Aktier er ikke raketvidenskab

Aktiemarkedet er ikke så kompliceret, som mange tror. Det mener direktøren for Dansk Aktionærforening. Her kommer han med nogle gode råd til at begå sig.

Man skal ikke lægge alle sine æg i én kurv.

– Aktier er ikke raketvidenskab. Der er ikke noget hokus pokus. Hvis man tilegner sig lidt viden om det, så kan man blive ret god.

Sådan siger direktør for Dansk Aktionærforening, Leonhardt Pihl.

– Man bør orientere sig lidt rundt omkring. Men man behøver altså ikke være professor på CBS for at komme i gang. Det er ikke, fordi man behøver starte med mange mio. på bogen. Hvis man starter tidligt, giver det den bedste effekt på grund af renters rente, siger han.

Derudover kan det være en god idé at gøre op med sig selv, hvad ens formål er, hvilken tidshorisont man har, samt hvor risikovillig man er. Direktøren foreslår, at man skriver disse ting ned på et stykke papir, så man ikke glemmer dem.

– Det kan være en god idé at skrive ned, hvorfor man investerer. Det kan man godt komme til at glemme i kampens hede, hvis afkastet i en periode udvikler sig uheldigt, siger han.

Dansk Aktionærforening anbefaler, at man investerer sine penge langsigtet. På den måde behøver man ikke at handle så meget. Meget handel giver flere omkostninger.

– Man kan hurtigt blive grebet af det, og det er jo fint, men man skal passe på, at ens engagement ikke tager overhånd, så man kommer til at lave nogle dumme investeringer, siger han.

Udover at holde hovedet koldt, anbefaler han, at man spreder sine investeringer.

– Det er investeringsverdens grundlov. Man skal ikke lægge alle sine æg i én kurv. Men spredning skal selvfølgelig matche ens økonomi, siger han.

Mange medlemmer af Dansk Aktionærforening vælger at investere gennem en investeringsforening. Man kan vælge en, som investerer på tværs af landegrænser. På den måde får man en yderligere spredning. Det kan være en god idé.

– Det er vigtigt at kigge på investeringsforeningens profil. Det kan godt være lidt en jungle. Et godt råd kan være at kigge mod indeksforeninger. De er ofte passive i deres investeringer, siger han.

Leonhardt Pihl anbefaler, at man ikke investerer for lånte penge. Det giver ofte ikke det ønskede afkast.

– Vi anbefaler, at man ikke investerer for lånte penge. Man skal i hvert fald have en stærk mave og en god økonomi, hvis man vil. Men risikoen bliver meget større, siger han.

I stedet er det vigtigt at orientere sig i skatteregler, inden man giver sig i kast med at investere, mener direktøren.

– Skattereglerne er meget komplicerede på det her område, og de kan være svære at finde rundt i. Men man bør kende til hovedreglerne, og resten kan vi hjælpe med, siger direktøren for Dansk Aktionærforening, Leonhardt Pihl. 

Fakta

• Aktiemarkedet er ikke så kompliceret, som det lyder.

• Læs lidt på lektien, før du går i gang.

• Skriv ned, hvorfor du investerer.

• Spred dine investeringer.

• Investeringsforeninger er ofte en god idé.

• Invester ikke for lånte penge.

• Orientér dig i skattereglerne.

Del

Journalist

Ida Østerlund

Andre artikler

Om os

Analyse Media Group is a leading content marketing agency, producing specialised cross media campaigns in leading newspapers, on social media and online.

www.analysemediagroup.com

Analyse Media Group

    Om os

    Kontakt os

Vores kampagnesider