Weekly News

Alt jeg har brug for er en stærk tro og et par gode sko

Bear Grylls er en passioneret overlevelsesekspert, som rejser til nogle af de mest ugæstfrie steder på jorden. Hans måde at pakke kufferten er meget forskellig fra, hvordan vi almindelige rejsende pakker vores kuffert.

Frygt lammer dig. Derfor forsøger jeg altid at overvinde den følelse.

Selvom Bear Grylls er en frygtløs, kampsportsuddannet, tidligere elitesoldat ved den britiske specialstyrke Special Air Service og desuden overlevelsesekspert, er der fire ting, han altid har med sig.

– Hvis du skal overleve i vildmarken, kommer du absolut ingen steder uden gode sko. Jeg har altid højkvalitets-, robuste og vigtigst af alt, velholdte støvler med ekstremt holdbare såler og snørebånd, en vandflaske, en skarp kniv og en flintesten. Tøj er selvfølgelig også vigtigt, men ikke så grundlæggende som sko. At kæmpe for sin overlevelse i vildmarken vil være svært, hvis du har skadet dine fødder. At have nok vand med er vigtigt, med kniven bygger du fælder og dræber fangsten, og flintestenen er mere pålidelig end en lighter.

Mens millioner af rejsende over hele verden gerne vil anstrenge sig mindre og have et højere komfortniveau, når de rejser, er Bear Grylls inspireret af det modsatte. Det er ikke veludstyrede jeeps med firehjulstræk, togkupéer med behagelig aircondition, bekvemme flysæder eller luksuskrydstogtskibe, som gør ham begejstret – denne overlevelsesekspert elsker at lære sin krop at kende og udsætte den for stort pres under strenge forhold.

Bear Grylls trænede kampsport som barn og vandrede med sin far i bjergene i en ung alder.

– Det gjorde et stort indtryk på mig. Mine eventyr med ham lærte mig tidligt, hvor vigtigt det er at værdsætte livet. Hvor hurtigt det kan slutte, hvis du træder forkert, og hvor let det er at overleve, hvis du ved lidt om hvordan du tager hånd om dig selv i naturen.

For 20 år siden var han den yngste brite til at bestige Mount Everest, hvilket gav ekko i hele verden. Fire personer i ekspeditionen måtte betale med deres liv, mens Bear Grylls klarede sig med mindre frostskader.

Men den største sensationsfaktor, som skabte den store interesse, var, at han 18 måneder tidligere var blevet svært skadet i en faldskærms­ulykke, hvor han brækkede tre ryghvirvler og var tæt på at blive lammet. At han derefter var i stand til at bestige verdens højeste bjerg blev startskuddet på en succesfuld TV-karriere.

Kun få andre mennesker har en sådan viden om overlevelse, som Bear Grylls har. Uanset om han er på vej gennem Arktis, Sahara eller den ufremkommelige jungle, overvinder denne far til tre de mest ubehagelige områder, og hans kamp for overlevelse følges af 1,5 mia. seere verden over. Han er bedst kendt for sin TV-serie ”Man vs. Wild”, som også kører under navnene ”Ultimate Survival” og ”Born Survivor”. I Danmark bliver serien sendt på Discovery Channel og kan også ses på Dplay. I programmet følger seerne med Bear Grylls på betagende – og for den almindelige dansker – livstruende eventyr.

Er du aldrig bange ude i vildmarken, når du ikke ved, hvilke farer der lurer rundt om hjørnet?

– Selvfølgelig! Jeg er altid nervøs i junglen. Når du f.eks. vader i mudret vand, er det næsten umuligt at se, om der er dødelige slanger eller krokodiller under overfladen. Ekstrem kulde er også hårdt. Men frygt lammer dig og derfor forsøger jeg altid at overvinde den følelse. Min tro hjælper mig meget, derfor starter jeg hver dag med at bede. Det fjerner frygten, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene.

Selvom man er en almindelig turist, har man mulighed for at se spektakulære, næsten uopdagede steder, som byder på magiske oplevelser – både kulinariske og åndelige. Det bliver også mere og mere populært at tage på eventyrlige rejser og opdage nye områder. Og det er ikke kun folk med gode kundskaber om hvordan man overlever i naturen på egen hånd, som begiver sig ud på disse ekspeditioner.

I Bear Grylls’ program ”Running Wild With Bear Grylls”, som du kan se på Dplay, medvirker kendte personer som Julia Roberts, Lindsey Vonn, Zac Efron og Ben Stiller.

– Jeg modtog også en anmodning fra Barack Obama, som ville se konsekvenserne af klimaforandringerne med sine egne øjne, så vi tog til Alaska med TV-holdet og tilbragte nogle dage sammen i ødemarken. Det var en utrolig oplevelse og ­noget, som alle klimaskeptikere burde se, siger Bear Grylls.

Selv hvis man ikke selv ønsker at begive sig ud i vildmarken med kniv og selv skaffe sin egen mad, bør vi alle tage ved lære af Bear Grylls, når det kommer til at respektere alt levende og kærligheden til vores uberørte natur. Hvis vi alle har samme tilgang til dette, vil den næste generation forhåbentlig også kunne rejse og opleve vores fascinerende og fantastiske planet.

Fakta

Edward Michael Grylls blev født i Donaghadee (Nordirland) den 7. Juni 1974. Navnet Bear fik han, da hans søster så ham første gang efter han var blevet født. Han bor sammen med sin kone Shara og deres tre sønner. Han har udgivet et stort antal overlevelsesbøger, herunder nogle til børn. Han har spist ting som et råt øje, råt elghjerte, levende skorpion og råt zebrakød.

Del

Journalist

Tekst: Katja Deutsch. Oversættelse: Mette Bisgaard

Andre artikler