European Media Partner

Europamester­en i energi­besparelser er dansk

Siden 2013 har Hvidovre Hospital i samarbejde med Siemens reduceret energiforbruget med 33 procent. Hospitalet er lige blevet europamestre i at spare på energien.

Vi har jo simpelthen vundet energibesparelsens Oscar.

Armene kan næsten ikke komme ned igen, efter Hvidovre Hospital sikrede europamestertitlen. Den ambitiøse målsætning 5-10-15, som Hvidovre Hospital har arbejdet med, har båret frugt, og resultatet taler for sig selv. Ambitionen om at spare 100 mio. kr. på energien over de næste ti år er blevet opjusteret, så tallet nu er 170 mio. kr.

– Vores 5-10-15 ambition lød på, at vi på fem år kunne tilrettelægge vores energiforbrug, så ti procent skulle komme fra vedvarende energikilder, og derudover ville vi skære energiforbruget på hospitalet med 15 procent, fortæller Christian Johansen, der er driftschef på Amager og Hvidovre Hospital.

Prisen, European Energy Service Award, der blev uddelt af Berliner Energiagentur i samarbejde med EU-Kommissionen, vidner om, at målet blev mere end indfriet for Hvidovre Hospital, der også er Danmarks største energispareprojekt.

– Det er jo en helt fantastisk anerkendelse at få den pris efter al den energi, vi som mennesker har lagt i det her projekt de seneste mange år. Vi har jo simpelthen vundet energibesparelsens Oscar, siger Christian Johansen, der er driftschef på Amager og Hvidovre Hospital.

Hospitaler er traditionelt set store byggerier med enorme udgifter til el, vand og varme, hvor især køling og ventilation er tunge poster på budgettet; og her er Hvidovre Hospital ingen undtagelse.

– Vi har bl.a. kigget på, hvordan vi udnytter jorden til både at køle og varme, hvilket man allerede i stor stil gør i udlandet. Ved at udnytte både kulde og varme i jorden; sommer og vinter, kan vi spare op mod 40 procent på varmeforbruget på hospitalet, forklarer Christian Johansen og uddyber:

– Vi arbejder med nogle modeller, hvor vi udnytter jorden, mens vi samtidig passer godt på grundvandet.

Et andet tiltag er, at Hvidovre Hospital i de senere år har sat endnu flere solcelleanlæg op, så solen nu bidrager med 2,4 MW. Til sammenligning kan de nyeste og største havvindmøller producere otte MV, hvilket svarer omkring 8.000 husstandes gennemsnitlige elektricitetsforbrug på et år.

På Hvidovre Hospital har man lavet de store energibesparelser via et ESCO-projekt. Tankegangen bag ESCO er, at en privat samarbejdspartner, som hos Hvidovre Hospital er Siemens, garanterer for, at de fundne energibesparelser bliver udført.

– Der ligger et stort forarbejde i at analysere, lokalisere og samle alle de potentielle energibesparelser i et katalog, hvor man kigger på det aktuelle energiforbrug, og hvor meget man forventer at kunne spare. Hos os tog det et helt år at lave analysen, fortæller Christian Johansen.

Hvis det så viser sig, at de garanterede energibesparelser ikke bliver opnået, vil den private samarbejdspartner i ESCO-projektet kompensere med et beløb, der svarer til forskellen op til de garanterede energibesparelser.

– Fordelen ved ESCO-projektet er, at alle parter stræber efter de mest optimale løsninger. Vores samarbejdspartner Siemens har en økonomisk interesse i at lave den bedste løsning. Vi som hospital behøver ikke bekymre os om, hvordan vi skal finde pengene, hvis et enkelt projekt ikke leverer den forventede besparelse, for så går Siemens ind og dækker udgifterne, forklarer Christian Johansen.

På Hvidovre Hospital er de gået i gang med at udskifte 15.000 lysstofarmaturer med LED-lys, der både er billigere i drift, men også giver en bedre belysning.

– Det nye lys er så effektivt, at vi pludselig kunne se nogle nullermænd i hjørnerne, og så måtte vi jo lige få styr på dem også, siger Christian Johansen med et smil.

Næste projekt er, at 500 toiletter skal skiftes ud med mere vandbesparende modeller.

– Alle kender jo til, at vandhaner og toiletter kan løbe, og vi vil gerne gøre en indsats for at se, om vi ikke kan reducere vores vandspild. Hvert år bruger vi omkring én mio. kr. på vand, der bare løber ud i kloakken. Det skal vi da kunne gøre bedre, fortæller Christian Johansen.

ESCO-samarbejdet er planlagt til at køre to år endnu, og selvom der ikke er planlagt nogen fase to, håber Christian Johansen, at hospitalet kan blive ved med at energioptimere.

– Vi kigger på muligheden for at få fem vindmøller, der skal stå på volden ud til motorvejen. Hvis alt går efter planen, sætter vi snart den første op for at teste, hvordan det fungerer, siger Christian Johansen.

ESCO-projekterne er generelt blevet meget populære, og også andre danske hospitaler arbejder med modellen for, hvordan man kan spare på energien og gøre fremtidens miljø lidt grønnere. 

Fakta

ESCO står for Energy Service COmpanies og er en samarbejdsform til at opnå energibesparelser i bygninger. Tankegangen i ESCO er simpel; de midler, der er bundet i en given ejendom i form af energiforbrug, kan reduceres, og reduktionen af energi betaler for optimering af ejendommens energiforbrugende installationer.

Kilde: www.bygst.dk

Del

Journalist

Pia Bundgaard Hansen

Andre artikler