European Media Partner

Fire danske feriedestinationer

Vikinger og vadehav

Et besøg i Danmarks ældste by Ribe er et skridt ind i mere end 1200 års historie. Og det er tydeligt. Den middelalderlige og brostensbelagte bymidte former sig omkring den smukke domkirke. Med sine mange mindeplader og historiske bygninger er den et fund for alle med kærlighed til en fortid, der pludselig bliver levende, når vægtere udlever den århundreder gamle tradition med at udsynge timevers i gaderne.

Ribe kan med rette være stolte af sin fortid, der strækker sig tilbage til dengang, de danske vikinger brugte byen som udgangspunkt for både fredelig handel og drabelige plyndringstogter. Den dag i dag holdes historien om de berømte og berygtede nordboer i live i autentiske miljøer på Ribe VikingeCenter.

Byen var allerede flere hundrede år gammel, da den blev et af udgangspunkterne for kristendommen i Danmark. Det har også sat sine spor i form af både et kloster og den imponerende domkirke, hvor man fra kirketårnet kan nyde udsigten til den unikke naturperle Vadehavet - der er Unesco-verdensarv - og til Vadehavscenteret, der begge lokker til nærmere udforskning.


Østersøruten fører dig Fyn og Øhavet rundt 

Fyn ligger i smørhullet af den nyåbnede Østersørute, som forbinder Syddanmark på tværs. 220 km af den 900 km skiltede rute findes på Fyn, og følger du ruten, er du sikker på også at opleve Øhavets største øer: Langeland og Ærø. Tag et stop i Svendborg eller Faaborg og sejl med færgen på øhop til små øer som Skarø, Drejø eller Avernakø.

Som perler på en snor ligger de fynske købstæder langs kysten og sikrer, at din tur veksler mellem bløde, bakkede landskaber og charmerende købstæder med mange hundrede års historie på bagen. Tager du turen i foråret, kan du nyde synet af det bølgende landskab iklædt gule rapsmarker og indrammet af lilla syrenhegn. Den frodige muld bidrager godt til øens mange spisesteder. Bliv forkælet på en gourmetrestaurant eller stop ved en vejbod og forsyn dig med asparges, æbler, jordbær, kirsebær og friskpresset most.

Slå et smut forbi Odense, som er fyldt med kreativ energi og god atmosfære. Sommerhalvåret er fyldt med festivaler og havnen blomstrer med lækkert havnebad, skarp arkitektur, gourmet og street food. Alt i alt byder Fyn på 1.200 km skiltet cykelrute.


Oplevelser i Nordsjælland

Det er ikke tilfældigt, at Nordsjælland var kongernes foretrukne legeplads, og at det var her, Søren Kierkegaard og en lang række kunstnere blev inspireret til at tænke, digte, skrive eller bare holde fri. 

Nordsjælland er noget helt specielt og i en tid, hvor mange tænker over, hvordan de påvirker klimaet i en positiv retning, kan det være godt at flytte fokus fra fjerne destinationer og kigge lidt på områder i Danmark, hvor man kan få masser af oplevelser uden at flyve.

Staycation er en fantastisk, billig og miljøvenlig måde at holde ferie på, og er man på jagt efter en destination, hvor der både er store, kendte attraktioner som Kronborg, Louisiana, Esrum Kloster og charmerende små badebyer samt autentiske lokalmiljøer - så er Nordsjælland stedet denne sommer.

Det lokale destinationsselskab VisitNordsjælland kan hjælpe dig med at ”lege turist” hjemme og kaste et nyt blik på Den Danske Riviera. Lige nu fremhæver de årets nyhed – Kierkegaard by Nature, verdens første interaktive gåtur ved Gilleleje, hvor man kan reflektere over Kierkegaards spørgsmål, men også Hundested Havn, der har transformeret sig fra hendøende fiskerihavn til et blomstrende og kreativt kunsthåndværker miljø er et besøg værd.

Se oplevelser året rundt her


Børnenes Nordjylland er det bedste ferieland

Med sine smukke strande og mange spændende naturoplevelser og attraktioner er Nordjylland en oplagt destination for familier. Landsdelen byder også på topattraktioner med flere nyheder i år.

Fårup Sommerland

Forlystelsesparken byder i 2019 på hele to nye forlystelser. Motorbøllen spås at blive en ny favorit blandt parkens yngste gæster og Nøddesvinget sørger for spænding ved at kunne køre både forlæns og baglæns.

Nordsøen Oceanarium

Få en oplevelse for sanserne i Nordeuropas største akvarium. Fra ultimo juni kan udstillingen ”Nordsøens Jægere”, som tager udgangspunkt i fødekæden i Nordsøen, opleves. Udstillingen består bl.a. af tre helt nye akvarier og Skandinaviens største interaktive skærm, hvor man kan se og blive klog på hvaler og hajer samt en involverende sæludstilling.

Jesperhus

Årets nyhed i Jesperhus hedder Zik og Zaks Abeland og er et rent slaraffenland for børn. En tur i de sjove legetårne giver masser af hvin, grin og røde kinder. 

Aalborg Zoo

Fra den 13. april til den 20. oktober åbner dyreparken i Aalborg op for en helt særlig dinosaurudstilling. Her vil der være mulighed for at stå ansigt til ansigt med de i alt 18 dinosaurer, som vil blive fordelt rundt omkring i hele parken. Dinosaurerne kan opleves i deres oprindelige størrelser, og den største er hele 17 meter lang.


Del

Journalist

Flemming Østergaard

Andre artikler

Om os

Analyse Media Group is a leading content marketing agency, producing specialised cross media campaigns in leading newspapers, on social media and online.

www.analysemediagroup.com

Analyse Media Group

    Om os

    Kontakt os

Vores kampagnesider