Weekly News

Historisk fokus på klima

Allerede i 70’erne tog Skive Kommune de første energitiltag mere fokus på klimavenligt byggeri. Dengang var klima ikke på den danske dagsorden som i dag, hvilket gjorde tanken pioner og forud for sin tid. Lige siden har kommunen haft klima øverst på dagsordenen, og det blev bl.a. belønnet i 2008, hvor Skive blev udpeget som en af landets første energibyer. En titel der krævede, at kommunen var frontløber på klima- og energiområdet.

Det var og er Skive. Og det skyldes en særlig iværksætterånd, som også lever politisk, fortæller Thomas Lindberg, direktør for Teknik, Miljø og Udvikling. Og denne ånd vil leve videre, hvis det står til kommunens borgmester, Peder Chr. Kirkegaard:

- Klima står højt på dagsordenen, og vi vil blive ved med at vise vejen som klimakommune. Heldigvis har vi tiden med os, og så er vi gennem 40 års arbejde blevet meget dygtige til det her.

Denne erfaring har ledt Skive Kommune til et sted, hvor det ikke længere bare handler om at lave adfærdskampagner og sætte solceller på kommunale bygninger. Bæredygtighed er simpelthen bygget ind i kommunens nye planstrategi.

- Vi vil indarbejde FN’s verdensmål i alle de forskellige forvaltningers politiker og strategier. F.eks. arbejder en udviklingskonsulent med at implementere verdensmålene i skolernes undervisningsmateriale, fortæller Thomas Lindberg.

Et andet eksempel på at Skive Kommune er førende på klimaområdet, ser vi med GreenLab Skive, en ny erhvervspark der arbejder på at tilbyde virksomheder at komme ind i et grønt fællesskab med adgang til 100 procent grøn energi. Et projekt der udspringer af kommunens grønne vision og som efter fem års udvikling er blevet realiseret i samarbejde med Energifonden Skive.

- Som kommune kan vi sætte de fysiske og mentale rammer, men for at et projekt som GreenLab kan lykkes, må man åbne op for samarbejde. Så det er altafgørende, at der har været mod til at tage en erhvervsfond ind og lade dem udvikle et hjertebarn og tage sig af det kommercielle, siger Thomas Lindberg.


Del

Journalist

Karen Louise Mørk

Andre artikler