European Media Partner
Formand for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen. SUNDHEDSSEKTOREN

Øget fokus på sammenhængen mellem diabetes og betændelse i mundhulen

Som diabetiker er man særligt udsat for mundhulesygdomme. Det er derfor vigtigt, at man som diabetiker er særligt opmærksom på god mundhygiejne.

DET VÆRSTE, MAN KAN GØRE I FORHOLD TIL SINE TÆNDER, ER HELE TIDEN AT SMÅSPISE

Det er klart, at mundsundhed er vigtigt for alle og burde være en høj prioritet, men det er en kendsgerning, at der er for lidt fokus på særligt tandkødsbetændelse og parodontitis. Parodontitis i mundhulen er en betændelse, der rammer i og omkring knoglen ved tænderne. Alle kan blive ramt, men diabetikere er mere udsatte for sygdommen end andre, og det kan vise sig at blive en dyr fornøjelse, hvis man ikke er opmærksom på problemet. Formand for Danske Tandplejere, Elisabeth Gregersen, er dog glad for at kunne konstatere, at der i højere grad end tidligere er kommet fokus på sammenhængen. Det er en meget positiv udvikling, for ifølge Elisabeth Gregersen er det nemlig ikke alle diabetikere, der er opmærksomme på, at der er en direkte sammenhæng mellem diabetes og deres mundsundhed:

– Parodontitis-infektion omkring tænderne - påvirker blodsukkeret, og når man har diabetes, har man en langt større risiko for infektioner. Det kan føre til store betændelsestilstande i munden omkring tænderne. Tandplejerne arbejder derfor knaldhårdt på at gøre borgerne og specielt diabetikere opmærksomme på problemet, lyder det fra Elisabeth Gregersen.

MANGE DANSKERE BEFINDER SIG I RISIKOGRUPPEN

Det står faktisk så grelt til, at op mod 70 % af alle voksne danskere i højere eller mindre grad er ramt af parodontitis i mundhulen. Det skyldes ifølge Elisabeth Gregersen, at selv om mange af os børster vores tænder to gange om dagen, som det anbefales, så er det de færreste af os, der gør det effektfuldt nok. Det er meget vigtigt, at man har fokus sin tandbørstning, er omhyggelig og sørger for at alle tænder børstes på både forside og inderside:

– Dét, der er det vigtige, er jo det, man gør derhjemme – at få styr på sin daglige tandbørstning og så blive tjekket en gang i mellem. Det er dét, man gør hver eneste dag derhjemme, der er det vigtigste. Og det er helt optimalt, hvis man også bruger en mellemrumstandbørste, lyder det gode råd fra Elisabeth Gregersen

Desuden er det vigtigt, at man holder sig til få gode, sunde måltider hver dag:

– Det værste, man kan gøre i forhold til sine tænder, er hele tiden at småspise. På den måde har man hele tiden madrester i munden, hvilket både giver huller i tænderne og betændelse i tandkødet, fortæller Elisabeth Gregersen.

MUNDTØRHED HOS DIABETIKERE

Som diabetiker er man særligt udsat for mundhulesygdomme, fordi den medicin man får for sin diabetes meget ofte giver mundtørhed,

– Nogen mærker mundtørhed i høj grad, mens andre kun føler det i mindre grad. Det er dog et faktum, at diabetikere har mindre spyt i munden. Det vil sige, at den mad, man spiser, klistrer sig til tænderne på en anden måde, fordi man ikke har den samme selvrensende effekt, man normalt har, når man har et almindeligt spyt-flow. Det gør det også sværere for diabetikere at holde deres tænder rene, end det er for folk, der ikke har diabetes, pointerer Elisabeth Gregersen.

HVIS SKADEN ER SKET

Elisabeth Gregersen vil gerne under- strege, at hvis man oplever symptomer på betændelse i tandkødet eller parodontitis, så som blødning, er det meget vigtigt, at man som diabetiker besøger sin tandplejer og får undersøgt sine tænder og sit tandkød:

– Vi siger jo, at man skal komme på en tandklinik med regelmæssige mellemrum, men da det er meget individuelt, hvad man har brug

for fra person til person, er tidsintervallerne individuelle. De sunde unge skal måske blot komme hvert halvanden år og få tjekket sine tænder. Men har man diabetes – og ikke længere er helt ung – og har parodontitis, så vil det typiske kræve, at man i en periode besøger sin tandklinik hver tredje måned. Efter en tid bliver det så måske hvert halve år for at få kontrolleret, at man har styr på sin hjemmetandpleje, og at det går den rigtige vej, siger Elisabeth Gregersen.

Er skaden sket, foregår behandlingen med dybdegående tandrensninger og tandrodsrensninger for den enkelte tand, hvor tandplejeren renser bakterier og tandsten ud fra den enkelt tands tandkødslommer. Derudover medfølger der selvfølgelig vejledning tilpasset den enkeltes behov og muligheder omkring den optimale mundhygiejne med tandbørste, mellemrumstandbørste og evt. tandtråd. Formålet med behandlingen er at få minimeret infektionen. I de værste tilfælde er det oftest muligt at få stabiliseret tilstanden, mens det i det mindre slemme tilfælde oftest er muligt helt at få sat infektionen i bero, således at knoglen rundt om tænder bevares så tænderne kan sidde fast.


Del

Journalist

Redaktionen

Andre artikler