Weekly News

Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) LIVSSTIL

Pakkerejser er igen i vækst

Gør-det-selv-rejser er blevet mindre populære især blandt yngre, som har opdaget, at rejsebranchen er anderledes end varekøb på nettet

Internettet har forandret vores livsstil og samfund på mange måder. Især de såkaldte Millennials - defineret af Pew Research Center som folk, der er født i perioden 1981-1996 - har fået internettet ind under huden  og boltrer sig i cyberspace som fisk i vandet. Det er længe siden, det blev naturligt for dem at bruge søgemaskiner og prisportaler til at finde de billigste varer på nettet og købe dem dér frem for at bruge de fysiske butikker. Siden har de lidt ældre generationer fulgt med i et vist omfang. 

Samme adfærd har også været udbredt, når rejser skulle sammensættes - igen mest fremtrædende blandt Millennials. 

Dels fordi stadigt flere søger alternativer til den klassiske charterferie med mere aktive ferier eller rejser til mindre overrendte destinationer, og her har det længe været muligt via nettet selv at sætte rejsen sammen med egen ruteplanlægning og bookinger af overnatning, fly, busser, lejebiler m.v. 

Og dels fordi det umiddelbart kan virke logisk, at man selv kan sammensætte rejsen billigere ved at finde de billigste delelementer til rejsen, når man kan med detailvarer. 

Det kan man godt i nogle tilfælde. Men rejsebranchen er mere kompleks end at købe den billigste computer i en bestemt model på nettet. 

- Det er udbredt blandt de ældre generationer at bruge rejsebureauerne. Det er en aldersgruppe, der har mange flere penge end de yngre, og de vil også gerne rejse i grupper. Blandt de yngre generationer derimod har der længe været en trend i retning af at ville gøre det hele selv. Men en hel del har haft dårlige erfaringer med det, fordi det man købte på nettet, ikke helt levede op til forventningerne. Det er her rejsebureauerne har deres berettigelse, idet de netop sørger for at en lang række kvalitetskriterier og juridiske krav opfyldes. Desuden er der det med tiden. Mange har fundet ud af, at det kan være meget tidskrævende selv at sammensætte en ferie fra ende til anden, siger Lars Thykier, der er administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening (DRF). 

Rejsebureauerne kan imidlertid også gøre andet end at spare tid og dårlige oplevelser for den rejselystne. 

- Man skal huske på, at rejsebureauerne ligger inde med en meget stor viden om de destinationer, som de tilbyder. De kan fortælle om de mest interessante seværdigheder og give mange tips om, hvad man bør se og opleve, og hvad man skal passe på. Og så skal man ikke glemme, at de har mange aftaler med både flyselskaber, hotelkæder, guest houses, biludlejningsfirmaer m.v., så de kan tilbyde pakker til billigere penge end man selv kan sammensætte. 

Det er det, som især Millennials nu har opdaget, viser udenlandske undersøgelser. Og netop den generation har det med at være trendsættende. 

- Det er som om det er gået op for mange, at det ikke er det hele, der dukker op i prisportaler, ligesom du heller ikke får alt at vide om et bestemt emne i den første side på en Google-søgning.

En anden interessant trend handler om en tendens, der også ses i detailbranchen, hvor mange virksomheder har taget produkter ind, som de ikke tilbød før i tiden. Men fordi de ikke behøver at have eget lager, men blot er tæt digitalt knyttede til et fjernlager, så er det let og billigt at tilbyde produkter, der ligger uden for den oprindelige forretningsmodel. 

En lignende tendens til konvergens ses også i rejsebranchen. 

- Nogle rejsebureauer tilbyder Airbnb. Airbnb, hvis oprindelige koncept var, at privatpersoner udlejer deres lejligheder og værelser, tilbyder nu også hotelværelser. Mens nogle hotelkæder omvendt har opkøbt lejligheder, som de nu kan tilbyde. Vi ser et sammenløb af produkter, som også ses i andre brancher i den digitale tidsalder. Når nogen får en god idé, så går der ikke lang tid, inden mange andre har samme idé, slutter Lars Thykier.  

Set fra forbrugerens synspunkt er det umiddelbart godt. Jo større udbuddet er, desto mere presses priserne. For virksomhederne er det en anden sag. Den digitale tidsalder er ensbetydende med konstant hård konkurrence og udfordringer af forretningsmodellerne. Da forbrugerne lever af at være ansat i virksomhederne, kan begejstringen over de lave priser på dit og dat hurtigt fortage sig. Hvordan den udvikling ender, kan du filosofere over på din næste ferie.  


Del

Journalist

Flemming Østergaard

Andre artikler