Weekly News

SDU Robotics

Verdensmestre leverer forskning og uddannelse til fremtidens avancerede robotteknologi

"Samarbejdet med SDU Robotics er meget vigtigt for at sikre at Universal Robots holder sig på forkant med teknologien inden for kollaborative robotter” udtaler Innovation Lab ManagerAnders Billesø Beck, Universal Robots

Robotteknologi – et dansk styrkeområde

Som det efterhånden er klart for de fleste vil robotteknologi være et helt centralt element for udviklingen af det 21. århundrede. Og udviklingen går meget stærkt indenfor alle robotteknologiske områder. Det er derfor glædeligt at Odense er blevet det europæiske hotspot for robotter med mere end 125 virksomheder, 3600 arbejdspladser og milliardinvesteringer. Et centrum for dette hotspot er forskningsmiljøet på Syddansk Universitet (SDU).

Forskningområder 

SDU Robotics udvikler og integrerer digitale teknologier, matematisk modellering, computer vision og kunstig intelligens til avancerede robotløsninger som muliggør høj fleksibilitet og hurtig omstilling mellem opgaver. Det primære område er robotter til industriel produktion, men vi har også anvendelser indenfor operationsrobotter og robotter til ældrepleje. Generelt er målsætningen, at robotterne ligesom mennesker kan flyttes rundt og lynhurtigt igangsættes med nye opgaver. 


Uofficielt verdensmesterskab

SDU Robotics er i verdenstoppen indenfor forskning og uddannelse i robotteknologi. Vi deltog således i den verdensomspændende industrielle robot-konkurrence i forbindelse med World Robot Summit (WRS) i Tokyo i efteråret 2018. Mere end 250 virksomheder og universiteter rundt omkring i verden ansøgte om at deltage, hvoraf de 16 bedste blev udvalgt. SDU Robotics vandt konkurrencen foran prominente modstandere fra Europa, Nordamerika og Asien.   

Opgaven i robot-konkurrencen drejede sig om en kompleks industriel samleopgave, som skulle løses ved at integrere avanceret modelbaseret robotstyring med computer vision og lynhurtig udvikling af automationskomponenter. Vores løsningsmetode skulle understøttes af en digital tvilling, således at man virtuelt kunne programmere og visualisere løsninger.  

Samarbejde med virksomheder og andre universiteter

Det er missionen for SDU Robotics at hjælpe robotvirksomheder med at udvikle nye løsninger, og produktionsvirksomheder med at forøge produktivitet igennem nye og banebrydende automatiseringsløsninger. SDU Robotics har således mere end 20 års erfaring i at samarbejde med virksomheder og sikre at de nyeste forskningsresultater bliver overført til industrien. Vi deltager således både i nationale og europæiske projekter med virksomheder og universiteter mhp denne målsætning. Et eksempel er et samarbejde med Odense virksomheden Universal Robots omkring matematisk modellering til yderligere forbedring af UR robotters præcision, og omkring yderligere forbedring af de intuitive måder, som UR robotterne kan programmeres på. 

I projektet ReconCell samarbejder vi med europæiske universiteter og producenter mhp. at designe og implementere robotceller til montageopgaver, hvor robotterne kan omorganisere cellens moduler for at gøre sig klar til det næste produkt. Planlægning og programmering af cellen udføres i en 3D-simulering. Cellen er bl.a. implementeret til samling af forlygter til biler for det slovenske firma Elvez.

At JSI we have been collaborating with SDU Robotics in numerous European projects since many years. In the course of this collaboration, we greatly benefited from the expertise of our SDU colleagues in industrial robotics, robot simulation, and machine vision. – Ales Ude, Josef Stefan Institute, Slovenia

Kontakt: SDU Robotics søger løbende nye samarbejdspartnere med spændende robotteknologiske udfordringer. Interesserede kan henvende sig til Sektionsleder Henrik Gordon Petersen (hgp@mmmi.sdu.dk).  



Fakta

SDU Robotics er hovedaktør på både en civilingeniør- og en diplomingeniøruddannelse i robotteknologi. Vores kandidater er særdeles efterspurgt hos virksomheder der udvikler eller bruger robotteknologi, og en del af kandidaterne har også selv startet robotvirksomheder. Uddannelserne er meget krævende og hvis man skal gennemføre stilles der især store krav til matematik og villighed til at bruge meget tid på studiet. Dette er nødvendigt for sikre at de uddannede kandidater har et internationalt konkurrencedygtigt niveau. 


Del

Journalist

Flemming Østergaard

Andre artikler