European Media Partner

Sku det være hybrid eller plugin-hybrid?

Mellem brændstofbiler og fremtidens elbiler er den såkaldte hybridbil et bud på en overgangsløsning. FDM forklarer forskellen - og fordele og ulemper.

En hybrid skal ikke lades, mens en plugin-hybrid kan lades.

Der findes faktisk en række modeller derude, til dem, der både gerne vil have benzinbilens rækkevidde og elbilens besparelser. Man kalder det meget oplagt for en hybrid, og der er mere end én af slagsen, nemlig en hybrid eller en plugin-hybrid. Der er både ligheder og forskelle. Motorjournalist Karsten Lemche fra FDM forklarer gerne, hvad der er op og ned i det, han kalder en overgangsbil.

– Den største forskel er at en hybrid ikke skal lades, mens en plugin-hybrid kan lades og kan fungere som elbil på korte afstande og som benzinbil på lange afstande. Hvilket har gjort den interessant. En hybridbil skifter automatisk mellem at køre på benzin og el, mens plugin-hybriden er for dig, der godt kunne tænke dig at have en elbil, men er bange for det der med rækkevidden, for ikke at komme i mål, forklarer Karsten Lemche.

For at forstå, hvordan sådan en bastard af en moderne bil fungerer, skal man se to motorer for sig, under samme motorhjelm. Den ene kører på brændstof, den anden er drevet af elektricitet. Altså, en hybrid.

– Benzinmotoren og elmotoren arbejder sammen, det er typisk en elmotor og en benzinmotor, men det kan i princippet også være en elmotor og en dieselmotor, men dem er der kun lavet et par stykker af. Af samme grund er hybridbiler altid med automatgear, jeg kan kun komme i tanke om én hybridbil med manualt gear og den er gået ud af produktion, en Honda CRZ, der i øvrigt ikke solgte ret meget i Danmark, indskyder Karsten Lemche og fortsætter:

– Hybridbiler skal kunne koble mellem de to motorer, og det skal være automatiseret, for du kan jo ikke sidde der og rode med to koblinger, slår bileksperten fast.

Og peger derefter på det manglende anhængertræk som én af årsagerne til at de første hybridbiler ikke fyldte stort på de danske hovedveje.

– Toyota har både Yaris og Auris, men Yaris må ikke have anhængertræk på og Auris må kun trække 345 kg. Prøv at sælge det i Jylland, det forslår som en skrædder i helvede, griner han.

– Det er en udfordring for salget, at de ikke kan trække noget. De koreanske modeller, Kia og Hyundai, må trække lidt mere, omkring 12-1300 kg, altså svarende til en god, tung havetrailer, men lige efter at de lancerede de her hybrider, kom de også med en plugin-udgave af samme bil. Og fordi plugin-udgaven har et fradrag i forhold til at det er en elbil, så var det faktisk samme pris. Det vil sige at incitamentet til at vælge en hybrid ikke var så stort, for lige pludselig havde du mulighed for at vælge den nye plugin-hybrid, der for mange er betydeligt bedre, hvis man gerne vil køre mere på el, siger den motorkyndige Karsten Lemche.

En plugin-hybrid er dog ensbetydende med du skal ændre dine vaner, hvilket måske får visse købelystne kørere til at hive i håndbremsen.

– Plugin-hybriden er til dem, der har mulighed for at lade hver dag, så man skal enten bo i byen, tæt på en offentlig ladestander, eller også skal du bo et sted, hvor du kan få opstillet en ladestander. Den er derfor ikke interessant for alle, fordi rækkevidden faktisk er så relativt kort, et sted mellem 20-50 km. Og det er jo, når du kører på ren strøm at bilen er sjov, det er dér, den adskiller sig fra den almindelige hybrid.

Omvendt kræver hybridbilen ingenting af føreren, udover hvad en almindelig brændstofbil kræver. Forklarer Lemche.

– Der skal du ikke ændre dine vaner, du kører bare ned på tanken og hælder benzin på, og den kører langt på literen, hvis du kører meget i byen eller på landevej, for der kan elmotoren hjælpe til. Dog giver el-funktionen ikke den store mening på motorvejen, for der kører den på ren benzin.

I forhold til at vælge mellem plugin-hybrid og elbil, vender bilekspert Karsten Lemche tilbage til anhængertrækket. De fleste plugin-hybrider kan godt tage fra, fx har Volvo lanceret en model, der trækker 2,4 tons. Dog er elbilerne også vej ind i manegen, iført anhængertræk.

– Tesla X har et anhængertræk på og kan faktisk trække ret meget, og til næste år kommer både Audi og Mercedes med deres første rigtige generation af elbiler, som også vil kunne fås med anhængertræk, forklarer han og afslutter:

– Generelt bevæger bilmarkedet sig fra benzin til el, i forskellige niveauer. Jeg tror på at plugin- hybrider har en fremtid som overgangsbil, indtil vi kommer til at køre rent el, på et bedre niveau end nu. El-bilerne skal nok komme, om fem år ser det godt og om ti år ser det rigtig godt ud. 

Fakta

Hybridbilen skifter mellem at køre på benzin og el. Bilen kører typisk ikke så langt på el ad gangen, højst op til to km. Skal ikke lades.

Plugin-hybriden kan lades op fra en ladestander. Rækkevidden på el er mellem 20-50 km. Bilen oplader også sig selv, når benzinmotoren startes, og når bilen bremser.

Kilde: FDM

Del

Journalist

René Fredensborg

Andre artikler

Om os

Analyse Media Group is a leading content marketing agency, producing specialised cross media campaigns in leading newspapers, on social media and online.

www.analysemediagroup.com

Analyse Media Group

    Om os

    Kontakt os

Vores kampagnesider