Weekly News

Øverst fra venstre: Bureau Veritas, Elektror. Nederst fra venstre: Nagel Group, Bihl+Wiedemann Nordic INDUSTRI

Smarte løsninger giver plus på bundlinjen

Egenkontrol, rengøring, transport og maskiner er afgørende i fødevarevirksomheders dagligdag. Og kan sluge en masse tid. Med mindre det bliver gjort smart. Fire virksomheder leverer smarte løsninger.

App hjælper fødevarevirksomheder

Hygiejne og egenkontrol er centralt for fødevarevirksomheder. Ny app kaldet ”SafeOps” hjælper til at holde styr på det hele.
– Med vores nye app kan fødevarevirksomheder nemt og smart kvalitetsstyre deres virksomhed. Vi tilbyder et innovativt, digitalt værktøj, som samler hele ens egenkontrol, fortæller Lone Hansen, business developer for Bureau Veritas i de nordiske lande.

Bureau Veritas, der har eksisteret siden 1828, har afdelinger i hele verden og beskæftiger sig med certificering, inspektion og rådgivning på fødevareområdet. Når en supermarkedskæde ønsker en ny private label-vare, kan Bureau Veritas være med til at sikre, at varen overholder alle standarder som FSSC 22000, BRC eller IFS.
– Vi har kontorer i hele verden. Vi kender de lokale forhold og kan sikre, at kunden får den bedste kontrol af produktionsforholdene både fødevaresikkerhedsmæssigt og etisk, forklarer Lone Hansen. Bureau Veritas hjælper også fødevarevirksomheder med deres hjemlige egenkontrol.
– SafeOps holder både styr på temperaturer, rengøring ved hjælp af billeder og læser stregkoder, når varer ankommer. Det hele foregår på tablets, så butikken til hver en tid kan hive dashboards frem og få overblik over, hvordan det går, fortæller Lone Hansen.

Foto: PR-foto


Laser-svejsning øger hygiejnen

Hygiejne er andet end spulbare vægge og gulve. Hvordan rengører en fødevareproducent f.eks. en ventilator? Det har virksomheden Elektror et unikt bud på.
– Mange ventilatorer er håndsvejset, men håndsvejsning kan være svær at styre. Overfladen kan blive ujævn, så snavs og bakterier er svære at få væk. Vi lasersvejser husene til vores impeller med robot. Det gør svejsningen helt præcis og jævn, så rengøringen bliver optimal, fortæller Brian Christensen, chef for Elektror i Danmark.

Elektror har fremstillet ventilatorer siden 1923 og er i dag til stede i 45 lande. Ventilatorerne bliver fremstillet i Tyskland samt Polen, og sælges både enkeltvis samt som komplette luftsystemer til bl.a. fødevareindustrien. Ventilatorerne kan konstrueres, så ventilatorhjulet kan svinges ud af huset på en køreskinne.
– Dette letter rengøringen af ventilatorhjulet samt hus og mindsker risikoen for efterfølgende ubalance i hjulet og implicitte følger. Derfor er vores løsninger unikke, forklarer Brian Christensen. Elektror har også specialiseret sig i coating.
– Levnedsmiddelproduktion kan give meget slidtage og korrosion på maskiner. Derfor tilbyder vi bl.a. hardcoating til vores ventilatorer, hvilket kan mangedoble levetiden, forklarer Brian Christensen.

Foto: Frank Aussieker


Koordinerer flow af varer

Fødevareproducenter og importører forsøger at begrænse antallet af transportører. Det er her, at Nagel Danmark kommer ind i billedet med et fintmasket net af distributionscentre i hele Europa.
– For fødevareindustrien har det stor værdi, at de ikke har 25 leverandører på én dag. Vi sørger for, at leverandørerne kommer til vores lager og så kører vi varerne ud i et flow, der er afstemt med produktionsenheden. Vi kan sågar levere direkte ind på hylderne i butikkerne, forklarer Nuno Furtado, salgschef i Nagel Group, der er en af Europas største temperaturregulerede transportører.

Den tyskejede koncern har fokus på value adding. Derfor tilbyder Nagel Group også at ompakke, emballere og displaye varer for deres kunder.
– Vi sørger ikke bare for at transportere varen, men også for, at den kan gå direkte ind i salget i butikken, fortæller Nuno Furtado. Med op mod 12.000 dedikerede medarbejdere i Europa har Nagel Group et fuldt dækkende distributionsnet, hvor service og rettidig levering er det vigtigste.
– Mange transportører benytter sig af et net af partnere, og med dét følger en usikkerhed for kunden. Vores kunder får samme oplevelse af kvalitet, uanset om det er i Polen, Tyskland eller Danmark, afslutter Nuno Furtado.

Foto: Andre Zelck


Alt styres med få kabler

Når en sodavandsproducent skal skifte fra cola til appelsinvand, lukker nogle ventiler, mens andre åbner. Hvis en kasse med salater ikke skal ramle ind i kassen foran, skal en sensor stoppe rullebåndet. Begge dele kræver som regel, at ventiler, følere og motorer er forbundet med et hav kabler.
– Det kan blive et meget stort rod med alle de kabler og øge risikoen for fejlinstallationer og tidspild. Der har vi lavet system baseret på et tolederkabel, fortæller Jan Efland, dansk direktør for Bihl+Wiedemann Nordic.

Typisk henvender mejerier eller bryggerier sig til en maskinbygger, når de har brug for en ny maskine. Maskinbyggeren går så til Bihl+Wiedemann, fordi tolederkabelsystemet er idéelt til styring af anlæg med mange sensorer, motorer og ventiler. Det forenklede kabelsystem reducerer omkostningerne, fordi der bruges færre mandetimer på installation, vedligeholdelse og fejlfinding.
– Produktionsanlæg, der benytter sig af traditionel fortrådningsteknologi, vil typisk koste mange flere timer for virksomheden, siger Jan Efland. Bihl+Wiedemann leverer også opsamlingsmoduler, som samler de mange signaler, så der også nemt kan laves fejlfinding i kontrolsystemet.

Foto: PR-foto 

Del

Journalist

Line Felholt

Andre artikler