European Media Partner

Teknologi gør erhvervsrejsen lettere


Ny teknologi gør erhvervsrejsen mere enkel, og rejseteknologi kommer der kun mere af i fremtiden, spår administrerende direktør i Egencia, Sys Hansen.

Når man er væk hjemmefra, betyder det meget, at de praktiske ting bare fungerer.

De teknologiske fremskridt går i disse år særdeles stærkt. Der kommer hele tiden nye apps og gadgets at navigere rundt i, og det er om at holde tungen lige i munden, hvis man ønsker at følge med. Men de nye teknologier gør forretningsrejsen meget mere enkel for den rejsende, fortæller Sys Hansen, administrerende direktør i Egencia, som er et erhvervsrejsebureau der har særligt fokus på rejseteknologi.

– De sidste fem år er det gået lynhurtigt på den teknologiske front. Vi ser, at mange flere af vores kunder er begyndt at booke deres erhvervsrejser online, ligesom de længe har gjort med deres ferier, fortæller Sys Hansen.

Rejserne og flybilletterne kan bookes online både via computeren eller via en app på en smartphone.

– Vi har kunder, der booker op til 98 procent af alle deres rejser online, og det er både enklere, hurtigere og billigere, fortæller hun og fortsætter:

– Mange ting er gjort enklere for de erhvervsrejsende, så de ikke behøver at rejse rundt med ti sider papir. Uanset om rejsen er bestilt online eller gennem en rejsekonsulent, så kan de rejsende i dag benytte apps til mobil og smartwatches til at guide dem undervejs på rejsen. På app’en kan de se deres rejseplaner, få notifikationer, hvis flyet eksempelvis er forsinket, reservere et hotel i sidste øjeblik og få information om transportmuligheder til og fra lufthavnen, fortæller hun.

Ikke alle rejser er dog lige enkle at booke med telefonen i hånden, og der råder Sys Hansen til, at man søger rådgivning. Det gælder, hvis man f.eks. skal på en større tur rundt i USA.

– De fleste online bookinger er til rejser rundt i Norden eller i Europa, men til mere komplicerede rejser råder vi til, at man får noget hjælp. Det kunne f.eks. være, hvis man har flere stop på rejsen, eller hvis man skal et sted hen, hvor det kan være svært at få et visum eller et transitvisum, fortæller Sys Hansen.

Som erhvervsrejsende kan det være hårdt at være i udlandet, når det ikke er for fornøjelsens skyld. Man skal undvære familie og venner, og meget af tiden bruger man alene. Derfor peger Sys Hansen på, at de nye teknologiers enkelhed er en stor fordel for de erhvervsrejsende.

– Det er de færreste forretningsrejsende, der synes, at det særlig spændende at vente. Derfor er det om at gøre det så let som muligt, så man kan tænke på noget andet. Når man er væk hjemmefra, be­tyder det meget, at de praktiske ting bare fungerer. Hvis man er på en ferie med familien, betyder ventetiden ikke så meget. Det er noget andet, når det er arbejdsrejser. Der betyder timerne mere, siger Sys Hansen.

Hvis der så alligevel skulle opstå ventetid i lufthavnene ved f.eks. flyforsinkelser eller ved mellem­landinger, så kan det være et frirum for nogle erhvervsrejsende at bruge tid i business loungen, hvis de har brug for at lade op.

– Business loungen i lufthavnen kan være rigtig god, hvis man har brug for et stille sted, hvor man kan spise lidt morgenmad eller drikke en kop kaffe, før man rejser videre. Der har man ro og fred og WiFi, og så er det rarere end at sidde på en bænk et andet sted i lufthavnen, siger Sys Hansen.

Den administrerende direktør spår, at der i fremtiden vil komme endnu flere integrerede teknologier i vores erhvervsrejser, som vil gøre rejserne endnu lettere.

– Der kommer hele tiden nye ting til. Det næste bliver nok en kuffert eller et køleskab, der kan fortælle os om vores rejse. Der findes allerede forsøg, hvor man f.eks. skal kunne tjekke ind i lufthavnen med sit fingeraftryk, fortæller Sys Hansen og fortsætter:

– Der bliver hele tiden udviklet i robotteknologi, og det er den vej, tingene går. Nogle apps ved allerede, hvor ens bagage er. Det kommer til at gå så nemt, og køerne i lufthavnen kommer til at være hurtigere og kortere, spår hun.

Men det er ikke kun for de erhvervsrejsendes velbefindende, at teknologien hjælper. I disse tider med terror rundt omkring i verden, er der kommet smarte løsninger til sporing af rejsende, hvor man som arbejdsgiver i et stort firma kan holde øje med, hvor alle ens ansatte er.

– Der er sikkerhed i det, at man ved, hvor ens medarbejdere er, hvis der f.eks. sker noget ligesom i Berlin eller Paris. Så ved arbejdsgiveren præcis, hvem der er i den by. På den måde kan man som ansat skrive tilbage, at man er okay, og som arbejdsgiver kan man selv tage kontakten. Især i store firmaer er det en rigtig vigtig ting at vide, hvor de rejsende er henne i verden, slutter administrerende direktør i Egencia, Sys Hansen.

Fakta

• De fleste rejseselskaber har apps, hvor man kan gemme informationer og få vejledning på rejsen.

• I business loungen er der plads til, at erhvervsrejsende kan få ro og fred.

• Som arbejdsgiver er det en god ide at kunne spore rejsende, hvis der skulle ske en ulykke under en erhvervsrejse.

Del

Journalist

Ida Østerlund

Andre artikler