European Media Partner
Læge Tina Vilsbøll SUNDHEDSSEKTOREN

Type 2 Diabetikere skal have individuel behandling

Patienter der lider af type 2 diabetes skal behandles ud fra deres øvrige komplikationer og generelle helbredsmæssige tilstand, siger eksperter.

Der er stor forskel på hvilken behandling, der er den mest passende for patienter med diabetes 2. I mange år har Metformin udgjort grundbehandlingen, men siden 2006 er der kommet ny medicin på markedet, der kan supplere Metformin i behandlingen, og i trit med dem har forskning vist, at man ikke kan skære alle type 2-patienter over en kam.

 Læge Tina Vilsbøll, der er klinikchef på Steno Diabetes Center Copenhagen, fortæller at forskellene på patienterne er så store, at der måske i virkeligheden er tale om underklasser af den samme sygdom.

 ”Type 2 patienter er meget forskellige. Nogen af dem har en mor og far med diabetes og er ikke overvægtige, andre er svært, svært overvægtige. Så type 2 diabetes er meget heterogent. Der blev publiceret en artikel sidste år om, at type 2 ikke bare er type 2, men i virkeligheden er der nok en fem-seks underklasser af type 2. Nogle kan leve et langt og lykkeligt liv uden at få komplikationer, og så er der andre der har komplikationer på diagnosetidspunktet.”

 Flere kontrollerede studier med diabetesmedicin har desuden givet evidens for, at lægerne kan behandle patienterne med den rigtige medicin alt afhængig af, om patienten har komplikationer eller ej - og i så fald ud fra de komplikationer, der måtte være. De seneste års forskning har betydet, at der er kommet mere fokus på at individualisere behandlingen, for type 2 diabetikere er fortsat en kompliceret gruppe af patienter.

 ”Vi har lært en hel masse af de studier, og det gør, at vi kan behandle den rigtige patient med den rigtige medicin på det rigtige tidspunkt. Men vi skal lave flere studier, hvor vi undersøger, hvad der sker, når vi giver de enkelte diabetestyper forskellige former for medicin. På sigt skal vi lave det der hedder Personalised Medicine. Så kan man måske lave noget computerrådgivning, hvor man finder ud af, hvad den enkelte har brug for på baggrund af deres sygdomhistorik,” siger Tina Vilsbøll.

 Behandlingen af den enkelte patient skal naturligvis planlægges i samråd med en læge. Sten Madsbad, overlæge på endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital, fortæller at GLP1 receptor agonisten Ozempic er et godt bud på en behandlingsform til de patienter, der har en hjertekarsygdom.

 ”Hvis patienten har en etableret hjerte-kar-sygdom, så anbefaler man, at de bliver behandlet med en GLP1 receptor agonist eller en SGL2 hæmmer, der er bevist at beskytte mod hjerte-kar-sygdom,” fortæller Sten Madsbad.

 Særligt GLP 1 receptor agonisten Ozempic har vist sig at have gavnlig effekt på de patienter, der ud over deres hjerte-kar-sygdom har et ønske om at tabe sig. Sten Madsblad fremhæver derfor Ozempic frem for både GLP 1 receptor agonisten Victoza og DPP4-hæmmere.

 ”Med DPP4-hæmmere, der taber patienter sig normalt 1-2 kilo. Men når vi ser på Ozempic, så er der efter et halvt år et vægttab på op til 6-7 kilo i gennemsnit. Hvis en patient virkelig ønsker vægttab, så er Ozempic et rigtig godt bud. Desuden er der virkelig en stor forskel på DPP4-hæmmere og Ozempic i forhold til, hvor meget de kan sænke blodsukkeret.”

 DPP4-hæmmere har ingen gavnlig effekt på de patienter, der enten har fået, eller er i risiko for at få, hjerte-kar-sygdomme. Til gengæld er DPP4-hæmmere billigere og kommer i tabletform, hvor Ozempic er en dyr injektion, som patienten skal tage én gang om ugen.

 ”De er relativt dyre, tre-fire gange dyrere end DPP4-hæmmere. De har også bivirkninger, for når man når op i høje koncentrationer af GLP1, så kan man få kvalme, opkastninger og diarré,” siger Sten Madsbad.

 Selvom patienterne i dag selv kan gøre meget for at komme deres diabetes 2 til livs gennem sund mad og motion, så understreger Tina Vilsbøll at medicinsk behandling stadigvæk er vigtig.

 ”Mange patienter vil ikke have medicin og vil i stedet fokusere på kostomlægning. Der skal jeg forklare, at jeg gerne vil give medicin fordi, det er som at putte penge i banken. Det er en langtidsinvestering, der forebygger, at man får komplikationer,” siger hun.

Del

Journalist

Sara Marie Dynesen

Andre artikler

Om os

Analyse Media Group is a leading content marketing agency, producing specialised cross media campaigns in leading newspapers, on social media and online.

www.analysemediagroup.com

Analyse Media Group

    Om os

    Kontakt os

Vores kampagnesider