European Media Partner
August ”Agge” Rosenmeier E-SPORT

”Vi kan udklække de største”

FIFA-spiller August ”Agge” Rosenmeier oplever, at FIFA er i massiv fremgang i Danmark. Det giver muligheder for talentudvikling, mener han.

Vi har en kæmpe talentbase i Danmark af spillere, der bare venter på at få chancen for at slå igennem i FIFA.


Sidste år vendte August ”Agge” Rosenmeyer hjem til København efter flere år i udlandet. FIFAspilleren har spillet for både Paris Saint-Germain og Hashtag United, men er nu på holdet North, der holder til i Telia Parken. Her er det endegyldige mål at generobre titlen som verdensmester, som han vandt i 2014. 


Rejsen startede allerede da den nu 23årige Agge gik i skole. Mens han stadig gik på Falkonergårdens Gymnasium i København, startede FIFA-karrieren, og siden da er det kun gået én vej. Han har som den eneste i verden blandt andet formået at spille sig videre til seks ud af seks EA Pro-turneringer og har trods sin unge alder allerede boet flere forskellige steder i Europa.


”Det tænker jeg af og til på, når jeg lægger hovedet på hovedpuden - at jeg har været med i ret lang tid. Det har været en lang og hård rejse med både op og nedture, men størst for mig er VM-titlen, som jeg fik i 2014, og som jeg går efter at vinde igen. Det har også været en hård mental rejse, hvilket man måske ikke tænker så meget over, når man ser FIFA udefra,” siger August ”Agge” Rosenmeier, der i teenageårene også spillede fodbold på den fysiske grønsvær, og havde planer om at komme op på den anden side af anden division. 

 

”Men i sidste ende måtte jeg vælge fodbold fra, fordi mine evner på den virtuelle bane trods alt var større end på den rigtige fodboldbane,” fortæller han.


Som 20-årig skrev Agge kontrakt med Paris Saint-Germain og flyttede til Paris. Og her startede han et liv med knald på spillet, en god løn og frynsegoder som rejser og ophold på dyre hoteller.

 
”Det var selvfølgelig stort at skrive under på sin første kontrakt, det tror jeg, enhver kan sætte sig ind i. Nu spiller jeg for North, hvor vi træner dagligt i Telia Parken, hvilket også er ret stort for mig. Det er det bedste sted, jeg kunne forestille mig at være i Danmark.” 


Den forhenværende verdensmester ser store muligheder og en lysende fremtid for sin sport. Ifølge ham er det bare et spørgsmål om, at FIFA og andre eSportsgrene bliver taget seriøst, for interessen er derude.

 
”Jeg tror, de fleste kan se, at esporten bliver mere og mere mainstream. I Danmark har vi nogle af de bedste i League of Legends, Dota, CS:GO - og sidst men ikke mindst FIFA.

Vi har en kæmpe talentbase i Danmark af spillere, der bare venter på at få chancen for at slå igennem i FIFA. Jeg har været med i snart 10 år, så det har været imponerende at se eSport-scenen gro fra en græsrods-sport til nu at blive sendt på tv,” siger August ”Agge” Rosenmeier.


Når det kommer til popularitetsrangordenen af competitive eSport-spil, så mener Agge, at FIFA lige for tiden ligger under spil som CS:GO og League of Legends. Men han tror også, at det meget vel kan ændre sig.   


”Der er sket en massiv udvikling i interessen for FIFA over de sidste 1,5-2 år. Der er kommet mange flere produktioner, flere turneringer, eSuperligaen er startet i Danmark - og generelt er seertallet i en markant stigning. Der er ingen tvivl om, at esport er en hel ny kultur, der er under kraftig opblomstring. Så derfor er det vigtigt, at magthaverne tager den nye kultur seriøst, så vi ultimativt kan udklække de største talenter i Danmark. Hvis det ikke sker, og vi bare ser på esport som noget useriøst, så risikerer vi at blive overhalet af konkurrenterne.”


Fakta

August Agge Rosenmeier, født i 1996, 23 år.

Vandt i 2014 verdensmesterskabet i FIFA.

Har spillet for Paris Saint-Germain og Hashtag United, men spiller nu for North i København.


Del

Journalist

Sara Marie Dynesen

Andre artikler

Om os

Analyse Media Group is a leading content marketing agency, producing specialised cross media campaigns in leading newspapers, on social media and online.

www.analysemediagroup.com

Analyse Media Group

    Om os

    Kontakt os

Vores kampagnesider